Forvirret åbning af klanråd i Afghanistan

Lyt til artiklen

FN holdt vejret, da det afghanske nationalråd, Loya Jirga, i går trådte sammen for at vælge en ny regering. Mødet åbnede efter voldsomme politiske uoverensstemmelser, påstande om trusler mod nogle af de 1.500 valgte medlemmer og frygt for, at det vil blive umuligt at etablere en civil regering, der kan accepteres af de mange lokale krigsherrer og stammeledere. Forvirringen blev ikke mindre, da lederen af den midlertidige regering, Hamid Karzai, sidst på dagen sagde til nyhedsbureauet Reuters, at forsamlingen har valgt ham til præsident. Andre delegerede udtrykte vrede over, at Karzai var blevet hyldet som leder uden afstemning, uden rådslagning, og uden at andre kandidater havde fået lov at tale til forsamlingen. 'Total farce' »Det var en total farce. Ekskongens støtte til Karzai er ikke ensbetydende med, at han har vundet. Der var ikke nogen demokratisk og åben atmosfære. To kvinder, som ønskede at tale, fik ikke lov til det«, sagde en delegeret, der ikke ønsker sit navn frem. Forud for mødet havde den 87-årige ekskonge Zahir Shah meddelt, at han ikke ønskede at blive indsat som statsoverhoved. Han ønsker heller ikke at indtage nogen position i en ny regering, men støtter fuldt ud Hamid Karzai, oplyste han i en udtalelse. Den tidligere præsident Burhanuddin Rabbani trak sig også på forhånd som præsidentkandidat og erklærede sin støtte til Karzai. Forsinket åbning De hidsige diskussioner bag kulisserne forsinkede mødets åbning med et døgn. Mandag blev udsættelsen ellers begrundet med, at alt for mange delegerede var mødt frem. »Jeg er mere end almindelig bekymret over, hvad der sker«, sagde FN's særlige udsending til Afghanistan, Lakhdar Brahimi. Mødet holdes i et meget stort telt, et øltelt lånt fra Tyskland, i Kabul bag pigtråd og under kraftig beskyttelse af både afghanske og internationale sikkerhedsstyrker. 'Tegn på national enhed' Loya Jirga-mødet skal efter planen vare indtil på søndag. Det blev åbnet af Mohammed Ismael Qasemyar, der har været formand for den kommission, der har haft til opgave at overvåge udvælgelsen af delegerede. »Dette møde af Loya Jirga er et tegn på national enhed, på fred og forsoning«, sagde han i sin åbningstale. Derefter holdt Hamid Karzai en lang tale og manede til national enighed, fred og genopbygning. Om ekskongens fremtidige rolle sagde Karzai, at Zahir Shah som nationens fader skal have en række ceremonielle funktioner og have lov at bo i det gamle kongepalads. Men de delegerede var ikke tilfredse. Vrede »Vi er vrede, ikke på grund af kongens beslutning, men fordi folkets ønsker, som her er repræsenteret af deres valgte tillidsfolk, ikke respekteres«, sagde Hamayoon Shah Asifi, der støtter ekskongen og som repræsenterer afghanere bosiddende i Europa. Karzai er pashtuner ligesom ekskongen. Pashtunerne er Afghanistans største etniske gruppe og dominerer i den centrale og sydlige del af landet. Den midlertidige regering har imidlertid et flertal af ministre, der kommer fra de nordlige provinser, og som beskyldes for at svække centralregeringen til fordel for deres provinsstyre. Indenrigsminister Yunis Qanuni tilbød i går at trække sig for at imødegå kritikken af nordlig dominans i regeringen. Udenrigsminister Abdullah Abdullah ventes at følge hans eksempel. Human Rights Watch kritiserer Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch har i en omfattende rapport kritiseret udvælgelsen af de delegerede. Her har krigsherrer som Gulbuddin Hekmatayar brugt vold og trusler til at sikre, at deres støtter er blevet valgt til delegerede. Derfor, lyder kritikken, udgør de delegerede ikke et retfærdigt udsnit af befolkningen, der efter 20 års krig og ødelæggelser mere end noget andet ønsker fred.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her