Analyse: Nævekamp på klanmøde

Lyt til artiklen

Vrede deltagere vil udvandre. Nogle vil række ud efter deres våben, og mange vil fordømme det afghanske klanråd, Loya Jirga. Det var alt sammen ventet, og i går oplevede mødet i Kabul det hele. Tyske soldater fra den internationale sikkerhedsstyrke, ISAF, kom i regulært klammeri med en deltagers livvagter. De ville ikke lægge våbnene uden for det tidligere tyske øltelt, der huser de 1.600 delegerede i den krigsarrede afghanske hovedstad. Samtidig udvandrede 60-70 delegerede i protest mod manglende demokrati ved mødet, der har samlet repræsentanter for Afghanistans brogede mylder af etniske og religiøse mindretal. Og andre delegerede fordømte den midlertidige regeringsleder, Hamid Karzai, for at manipulere sig frem til at blive valgt til leder af også en ny regering for de kommende 18 måneder. Tirsdag forlød det, at Karzai allerede var valgt, hvilket viste sig at være forkert. Muligt historisk vendepunkt Men så længe de taler og ikke skyder i det afghanske klanråd, kan det stadig blive et historisk vendepunkt for Afghanistan efter 23 års krigstilstand - inklusive ti års sovjetisk besættelse, fire års ondartet borgerkrig og fem udmarvende år under Talebanbevægelsen, som i vinter blev fortrængt af den USA-støttede såkaldte Nordalliance. Klanmødet skal skaffe det ludfattige Afghanistan en ny regering og en ny grundlov med demokrati og menneskerettigheder og et frit valg efter halvandet år. Hvis det lykkes, vil det være en sensation. Ti pct. kvinder Mødet tæller fra starten adskillige skuffede. Afghanske kvindeorganisationer havde krævet en fjerdedel af pladserne - selvom de jo udgør halvdelen af befolkningen - men måtte nøjes med en tiendedel. Etniske pashtunere, der udgør 40 procent af Afghanistans krigstrætte befolkning, har klaget over, at Nordalliancen - der er domineret af tadjsjiker - har sat sig på konferencen. Og landets tidligere regionale og etniske krigsherrer har heller ikke været begejstret for, at især vestligt pres har udelukket dem fra at deltage. Men landsmødet har ført til adskillige indrømmelser fra Afghanistans traditionelt stærke mænd, der indtil videre har accepteret at give fredsprocessen og Loya Jirga en chance. Nordalliancens kandidat til præsident, den tadjsjikiske mujahedinleder og ekspræsident, Burhuddin Rabbani, har trukket sig. Karzai eneste kandidat Reelt har den vestligt uddannede Karzai været den eneste kandidat til posten som ny regeringsleder. Mens afghanerne drøfter reglerne og chancerne for en fremtid i fred og harmoni frem for at slås om den, er især amerikanske og britiske soldater stadig på jagt efter al-Qaeda i de afghanske bjerge. Og den internationale sikkerhedsstyrke ISAF kontrollerer ro og orden i Kabuls gader. Kvinder på talerstolen Afghanske kvinder stod onsdag på landsmødets talerstol. I modsætning til kvinder i byens gader havde de afført sig den heldækkende dragt, burkaen. Men de blev ifølge nyhedsbureauernes rapporter fra Kabul kun mødt af behersket applaus i teltet og røster om, at det måske var lige lovlig tidligt at udfordre traditionen for, at kvinder tier i en afghansk forsamling. Det er Afghanistans traditioner - inklusive årtiers blodige tradition for at afgøre tvister ved hjælp af våben - der står på spil. Hvis Loya Jirga mislykkes, står Afghanistans gamle krigsherrer parat til at tage over.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her