Kampe i Kashmir

Lyt til artiklen

Mens deres soldater fortsat beskød hinanden i Kashmir, var indiske og pakistanske ledere på vej til det centralasiatiske topmøde i Kasakhstans tidligere hovedstad, Almatij, som finder sted mandag og tirsdag. Stats- og regeringsledere fra 16 lande deltager i topmødet, og de skal i første række diskutere sikkerheds- og tillidsskabende foranstaltninger i Centralasien. Øverst på dagsordenen står konflikten om Kashmir mellem Indien og Pakistan. Indiens premierminister, Atal Behari Vajpayee, ankom til Almatij tidligt søndag aften. Pakistans præsident, general Pervez Musharraf, deltager også i topmødet, men Vajpayee sagde, at det ikke er sandsynligt, at han mødes på tomandshånd med den pakistanske leder. Betingelse Til journalister i New Delhi sagde han kort før sin afrejse, at »der er ikke planer om et sådant møde«. Vajpayee har tidligere sagt, at han ikke vil mødes med Musharraf, før den pakistanske leder har standset, hvad Vajpayee kalder direkte støtte til militante muslimer og deres angreb ind i den indiske del af Kashmir. Musharraf var søndag også på vej til Almatij. Han mellemlandede i Dusjanbe, hvor han have samtaler med tadsjikiske ledere. Siden drabet på 35 indere ved et bombeattentat ved byen Srinagar 15. maj er forholdet mellem Indien og Pakistan gået op i en spids. Indien beskylder Pakistan for at stå bag attentatet. Det afviser Pakistan. Siden da har de to landes soldater dagligt beskudt hinanden langs den grænse, der deler Kashmir i en pakistansk og en indisk kontrolleret del. De to lande har opmarcheret over en million soldater langs deres fælles grænse, og der er international frygt for, at de to asiatiske atommagter skal komme i direkte krig. Tilbud om mægling Flere lande har tilbudt at mægle i konflikten, blandt andre USA, Storbritannien og Rusland. Den russiske præsident, Vladimir Putin, og den kinesiske præsident, Jiang Zemin, deltager også i mødet, og begge har erklæret sig rede til at bistå ved mæglingsbestræbelser mellem Pakistan og Indien. Pervez Musharraf har sagt, at han er parat til et møde med Vajpayee, og lovet at gøre sit yderste for at stoppe militante muslimers angreb på indiske mål i Kashmir. Søndag meddelte pakistanske militærkilder, at muslimske oprørere stort set har standset deres indtrængen og angreb i den indiske del af Kashmir. Oprørerne har standset deres aktioner efter ordre fra den pakistanske regering i Islamabad, og det sker i et forsøg på at afværge en åben krig mellem Pakistan og Indien. En række lande med USA i spidsen har stærkt opfordret Pakistan til at bremse støtten til de muslimske oprørere. USA's udenrigsminister, Colin Powell, sagde lørdag, at der er tegn på, at Pakistans støtte til oprørerne er standset. Beskydninger Søndag fortsatte indiske og pakistanske soldater med at beskyde hinanden, oplyste pakistanske kilder. Men træfningerne var af mindre omfang end i de foregående dage. En indisk kvinde blev dræbt i byen Jammu på den indiske side, mens en grænsesoldat blev dræbt på den pakistanske side. Desuden blev otte civile såret under skyderierne. Samtidig frarådede stadig flere lande deres statsborgere at opholde sig i Indien og Pakistan. Lørdag sluttede Belgien og Frankrig sig til den stribe af lande, der opfordrer deres statsborgere til at forlade Pakistan og Indien og undgå rejser i regionen. Samtidig gik FN i gang med at evakuere familier til organisationens medarbejdere i Pakistan og Indien på grund af den stigende spænding mellem de lande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her