Blodigt valg i Algeriet

Lyt til artiklen

Landsbyen Sendjas blev et sørgeligt symbol på, hvordan gårsdagens parlamentsvalg i Algeriet er langtfra at bringe fredelige tilstande. I løbet af natten til torsdag blev landsbyen, der ligger små 200 kilometer vest for hovedstaden Algier, angrebet af bevæbnede mænd. Da angriberne trak sig tilbage, var 23 mennesker fra landsbyen blevet dræbt. Tre af de døde var der blevet sat ild til. Typisk angreb i Algeriet Angrebet var kun alt for typisk for den borgerkrig, der har hærget landet det seneste årti - lige siden militæret aflyste et valg, der ville have bragte et konservativt islamisk parti til magten. Regeringen beskyldte med det samme militante muslimer for at stå bag angrebet. Ifølge regeringen prøver de militante grupper - eller »terroristerne«, som regeringen konsekvent kalder dem - at skabe kaos i landet for at kunne overtage magten. Og torsdagens valg var da også om ikke kaotisk, så dog langtfra et velfungerende demokrati. Ud over den politiske vold var valget præget af rygter om svindel, en omfattende boykot og en generalstrejke i flere dele af landet. Men når stemmerne er talt op i løbet af i dag, vil den siddende regering alligevel blive hyldet som sejrherre uden protester fra hverken landets arabiske brodernationer eller handelspartnerne i EU, spår en politisk analytiker. Vil ikke blandes ind »De andre arabiske ledere vil ikke indblandes i valgene, medmindre det står klart, at der har været tydelig valgfusk. Og fra Vesten bakkes præsident Bouteflika op. De vil ikke ødelægge hans succes, især hvis det lykkes ham at forhindre islamisterne i at komme til magten«, siger Salama Ahmed Salama, der analyserer international politik ved Al Ahram Centeret i Kairo. Dermed udtrykker han en holdning, som flere andre analytikere har givet udtryk for i de seneste måneder: Måske er Bouteflika en bandit, men man kan gøre forretninger med ham. Ud over religionen er landet også præget af både en økonomisk og en etnisk konflikt. Og allerede fra morgenstunden, få timer efter overfaldet i Sendjas, kunne man se, hvor galt det står til med demokratiet i Algeriet. Da stemmeurnerne åbnede klokken 8, var aktiviteten lav. Og det fortsatte den med at være hele dagen. Bliver hjemme De to vigtigste oppositionspartier, FFS og RCD, havde opfordret vælgerne til at blive hjemme i protest mod forventet valgsvindel. Og ifølge meningsmålinger havde 38 procent af de 18 millioner vælgere tænkt sig at blive væk. Det seneste parlamentsvalg i 1997 var præget af rygter om massiv valgfusk. Det samme var de to præsidentvalg i 1994 og 1999, hvoraf det seneste bragte præsident Abdelaziz Bouteflika til magten. Han beskyldes af oppositionen for at styre en herskende klasse, der har sat sig tungt på Algeriets olieeksport, mens befolkningen sulter. Og i den overvejende berberdominerede bjergregion Kabylien ved Middelhavet sagde militante berbere, at de ville gøre alt for at bremse valget. Dette er en helt tredje konflikt. Berbermindretallet på omkring 30 procent af befolkningen ønsker mere anerkendelse fra centralstyret. Det er ikke nok, at regeringen for et halvt år siden efter store demonstrationer gav sig og tildelte berbersproget officiel status. Råb og stenkast I mandags blev 17 unge berbere idømt op til to års fængsel for at kaste med sten og råbe efter præsident Bouteflika tidligere på måneden. Kun få timer efter blev de benådet - men en planlagt generalstrejke fra tirsdag til lørdag trådte alligevel i kraft. Således kunne den algeriske fransksprogede avis Le Matin rapportere fra landsbyen Naciria i Kabylien, at her stod alt stille før valgdagen. Da en lokal blev spurgt om hovedanken mod det arabiske styre, var svaret: landsbyens navn. Det arabiskklingende Naciria skal erstattes med det berberklingende Laâzib. Det kan lyde som et mildt ønske. Men det er spændinger som denne, der sidste år kostede 80 livet efter en demonstration, hvor en ung mand blev skudt af sikkerhedsstyrker. Og som i år har fået regeringen til at sende 15.000 soldater til Kabylien under valget.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her