Australien køber flygtninge ud

Lyt til artiklen

Australiens regering meddelte torsdag, at den vil betale hver asylansøger et beløb svarende til 9.000 kroner for at rejse hjem igen. Tilbuddet gælder alle de asylansøgere, som Australien sidste år betalte fattige Stillehavsnationer for at modtage. Regeringen gav i sidste uge dette tilbud til gruppen af afghanske asylansøgere, men det blev torsdag udvidet til at omfatte flygtninge af alle nationaliteter, som nu opholder sig på Nauru og øen Manus i Papua Ny Guinea. Regningen for deres ophold betales af Australien, som altså nu har tilbudt hver af dem 9.000 kroner, hvis de rejser hjem eller til et tredje land. En talsmand for immigrationsminister Philip Ruddock forklarede, at betalingssystemet muligvis bliver et bærende princip i Australiens politik over for de mange bådflygtninge fra Mellemøsten og Asien, som i de senere år har fået en stor del af befolkningen til at kræve indvandringsstop. Afghanere kan tage imod penge 1.200 asylsøgere, afghanerne inklusive, vil umiddelbart kunne tage imod tilbuddet, der blandt andet fremsættes for at sætte Australien i stand til at holde sit løfte til Papua Ny Guinea og Nauru om, at asylansøgernes ophold kun ville blive midlertidigt. »Den australske regering opfylder sit løfte om at reducere antallet af mennesker, der er anbragt på Nauru og Manus, ved at fremsætte tilbuddet til denne gruppe af asylansøgere«, hed det i en erklæring fra Philip Ruddock. Papua Ny Guinea indvilgede i at modtage omkring 500 asylansøgere fra Irak, Iran, Afghanistan, Sri Lanka og Tyrkiet, mens Nauru modtog over 1.000 mennesker til gengæld for økonomisk bistand, efter at Australien i august sidste år begyndte at opbringe skibe med illegale indvandrere og nægte dem adgang til landet. Hvor skal de hen? Politikken med at forhindre bådflygtningene i at nå ind til Australiens kyster faldt i god jord hos store dele af befolkningen, og mange mener, at netop denne manøvre var med til at sikre den konservative regering genvalg. Betingelserne for den såkaldte Stillehavsløsning er aldrig blevet præciseret offentligt, men de fattige østater i Stillehavet har hele tiden krævet, at ordningen kun blev midlertidig. Regeringen understregede torsdag, at kun de asylansøgere, som allerede har fået afslag på asyl, eller som endnu ikke har svar på deres ansøgninger, er berettigede til at modtage de 9.000 kroner for at rejse. Tilbuddet gælder altså ikke dem, der allerede er accepteret som flygtninge. Omkring 220 asylansøgere på Nauru og 217 i Papua Ny Guinea har allerede fået flygtningestatus og venter nu på at blive flyttet til Australien eller et tredje land. Selv om forholdene i Stillehavslejrene betegnes som dårlige - Amnesty International har kaldt dem »et helvede« - er det ifølge flygtningeorganisationer ikke sikkert, at penge er nok til at få de desperate asylansøgere til at rejse. »Irakernes problem er selvfølgelig, at de ikke rigtig har nogen steder at rejse hen. Man kan godt tilbyde disse mennesker 9.000 kroner, men det nytter ikke så meget, hvis de ikke har nogen steder at tage hen«, siger Marion Le, direktør for Independent Council for Refugee Advocacy.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her