Det var et Colombia i komplet undtagelsestilstand, der søndag gik til valg under massiv overvågning af hær, politi og specialstyrker. På hver eneste gade i hovedstaden patruljerede bevæbnede soldater til fods, mens politibiler med sirenerne i bund susede hid og did. Kamuflageklædte enheder i militærkøretøjer gled gennem byen med maskinpistolerne stikkende ud til alle sider og holdt skarpt øje med eventuelle trusler mod en valgproces uden sidestykke. Over hele landet gik vælgerne gik til urnerne i en blanding af angst og trods. Angst, fordi landets største guerilla, FARC, havde svoret at sabotere valget. Trods, fordi selve Colombias demokrati var på spil, og en vred befolkning var fast besluttet på at forsvare det. »Vi må forsvare landet, og det kan vi i dag kun gøre ved at stemme. Det er en pligt. Vi er gidsler i vores eget land, og jeg vil ikke finde mig i det mere. Jeg har selvfølgelig stemt på Álvaro Uribe«, siger Claudia Caycedo, en 38-årig elegant kvinde, der afgav sin stemme i et af Bogotás middelklassekvarterer. Dødstrusler FARC havde i sine egne områder lovet »en grav for hver stemme, der afgives til Uribe«, den førende, uafhængige kandidat, hvis populære program indebærer total krig mod FARC. Omvendt stillede de højreorienterede paramilitære styrker, AUC, en blodig straf i udsigt til landsbyer, der ikke stemmer på Uribe. Mange steder ventedes valgdeltagelsen derfor at blive lav. På en grå og overskyet dag var stemningen i hovedstaden spændt, men rolig, selv om hæren dagen før ifølge landets valgråd afslørede et depot med 500 kilo dynamit tæt på centrum. Blot få kilometer uden for byen var situationen en helt anden. FARC slog ring omkring hovedstaden ved at postere store troppeenheder i de høje bjerge, der omgiver Bogotá, og forhindrede dermed mange i disse områder i at komme til stemmestederne. Endnu værre var situationen i andre af landets provinser. Hårde slag blev udkæmpet flere steder mellem hæren og FARC, der også stod bag mindst fem bilbomber. Hovedstaden i provinsen Arauca blev natten til lørdag totalt isoleret, da FARC sprængte den eneste bro, der forbinder byen med omverdenen, i luften. Fem provinser ved kysten var uden lys og elektricitet, fordi elmaster blev ødelagt af guerillaen. I byen La Montanita blev borgmesteren myrdet lørdag, og det er lykkedes FARC at fjerne titusinder af identitetskort, der er nødvendige for at komme til at stemme. Uden beskyttelse Over for den udfordring mobiliserede regeringen alle tropper. 100.000 soldater og 95.000 politifolk blev spredt ud over hele landet for at overvåge de 52.067 stemmesteder. Ifølge præsident Andrés Pastrana var 95 pct. af Colombia bevogtet, men mange steder var hærens tilstedeværelse symbolsk. Da et stort antal valgforordnede desuden ikke turde møde frem, var en del stemmesteder helt uden overvågning og de skræmte vælgere reelt uden beskyttelse. »Vi har gjort vores alleryderste. Det er desværre ikke nok, det ved jeg godt«, sagde den øverste chef for de væbnede styrker, general Fernando Tapas i et tv-interview. Den intense offensiv gennem mange måneder fra FARC har haft barske konsekvenser. To gange er Uribe sluppet uskadt fra attentatforsøg. Guerillaen har desuden bortført én præsidentkandidat, en guvernør, fem parlamentsmedlemmer, to eksministre, 12 lokalpolitikere, et tidligere parlamentsmedlem og en eksguvernør i løbet af valgkampen. Mirakuløst valg Avisen El Tiempo kaldte det søndag 'et mirakel', at Colombia kunne gå til valg i en af de dystreste perioder i landets historie og appellerede indtrængende til vælgerne om at stemme. »Ved at stemme viser vi nemlig, at vi foretrækker selv det svageste demokrati frem for den forfærdelige terror, der kun medfører endnu mere død og endnu mere ødelæggelse«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























