Sikkerhed på svenske a-kraftværker i bund

Lyt til artiklen

Socialdemokratiet beder nu den danske regering om at indskærpe over for regeringen i Stockholm, at Barsebäck skal lukkes. Reaktionen kommer, fordi svenske atomkraftværker får bundkarakter i en international undersøgelse over registrerede fejl og uheld, som siden 1991 er indrapporteret til Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA). Den svenske atomkraftinspektion SKI betegner undersøgelsen som ufuldstændig og dermed misvisende, men Torben Hansen (S), der er medlem både af miljø- og energiudvalgene i Folketinget, betegner den som skræmmende. »Socialdemokratiet vil endnu en gang opfordre Sverige til at lukke Barsebäck, og vi opfordrer også energiministeren til at tage kontakt med de svenske myndigheder, både for at gøre Danmarks modstand mod værkerne klar, men også for at få en forklaring på den dårlige sikkerhed«, siger Torben Hansen. Beskrives i tidsskrift Undersøgelsen beskrives i tidsskriftet Ordfront Magasin. Ifølge det svenske nyhedsbureau TT har videnskabsjournalisten Fredrik Lundberg gennemgået IAEA»s rapporter om uheld og fejl på atomkraftværker verden over i perioden fra 1991 til 2002. Det handler om uheld på den såkaldte Ines-skala, hvor syv er en katastrofe som den i Tjernobyl, og en på skalaen er en enkel afvigelse fra almindelig rutine. Det er fejl i kategori to og derover, som skal rapporteres til IAEA. Lundberg konstaterer, at syv ud af de i alt 46 niveau to-uheld stammer fra Sverige. I forhold til antallet af atomkraftværker i verden er der tale om en kraftig overrepræsentation af svenske uheld. Ufuldstændig undersøgelse Men ifølge SKIs informationschef, Anders Jörle, er undersøgelsen ufuldstændig. Det er nemlig svært for journalister at få den slags oplysninger ud af IAEA. Derfor har Lundberg hentet sine oplysninger fra bl.a. SKI. »Vi kender for eksempel til uheld på russiske atomkraftværker i 1990»erne, der ikke er med i undersøgelsen«, siger Jörle og tilføjer, at forskellige landes atomkraftværker har forskellige måder at opgøre uheldene på. »Sikkerheden på de svenske atomkraftværker ligger vel på niveau med sikkerheden på atomkraftværker i USA, Frankrig, Canada, Storbritannien og andre industrilande, som vi plejer at sammenligne os med«, siger Jörle til TT. Ifølge Lundberg er næsten alle niveau to-uheldene i Sverige sket på atomkraftværker at ældre dato. Det gælder Barsebäck, Oskarshamn 1 og 2 samt Ringhals 1 og 2.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her