FN er bekymret for, at højreorienterede paramilitære grupper og venstreorienterede partisaner gennem trusler vil få indflydelse på præsidentvalget i Colombia søndag. I en rapport fra FN's menneskerettighedskommission i hovedstaden Bogota hedder det, at »der har været en konstant intimidering af vælgerne«. I FN-rapporten hedder det videre, at »i mange kommuner i landet bruger partisaner og paramilitære grupper vold for enten at forhindre, at valget finder sted, eller til at lægge pres på vælgerne«. Et observatørhold fra Organisationen for Amerikanske Stater har inden valget konstateret, at højreorienterede paramilitære grupper har ført kampagne for den førende kandidat, Alvaro Uribe, mens den venstreorienterede Colombias Væbnede Revolutionære Styrker (FARC) har truet vælgerne til ikke at stemme på den højreorienterede kandidat. Den seneste meningsmåling, som blev offentliggjort torsdag, viste, at Uribe vil få 51 procent af stemmerne, og det vil være nok til at sikre ham præsidentposten allerede i første valgrunde. Hans nærmeste rival, den tidligere indenrigsminister Horacio Serpa fra Det Liberale Parti, står kun til at få 26 procent af stemmerne.
FN bekymret over valg i Colombia
Lyt til artiklen