Den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, opfordrer til reformer af det Palæstinensiske Selvstyre. Han vil også have sat forberedelser til et valg i gang. »Det er tid til forandringer og reformer«, lød det fra Arafat, da han onsdag talte til palæstinensernes Lovgivende Råd - eller parlament - i Ramallah. »Jeg opfordrer til en undersøgelse af alle vore administrative, ministerielle og sikkerhedsmæssige styrker... Tillad mig at foreslå jer en hurtig forberedelse af valg og at gennemføre, hvad der nu er muligt«, sagde Arafat. Palæstinenserlederen foreslog dog ingen dato for et eventuelt valg til parlamentet, og han gav heller ikke yderligere detaljer. Arafat tog ansvar for fejl Selvstyreinstitutionerne ligger i ruiner efter sidste måneds israelske angreb på selvstyreområderne. Bl.a. er politistationer og kontorer smadret af bomber. Både Israel og omverdenen - ligesom mange almindelige palæstinensere - har jævnligt kritiseret Arafat og hans myndigheder for at være korrupte, og de mange sikkerhedstjenester er blevet kritiseret for ikke at være effektive og for at modarbejde hinanden. Yassir Arafat påtog sig ansvaret for enhver fejl, som det palæstinensiske lederskab har begået, og sagde, at disse skal rettes. Målet er fred Palæstinensernes leder sagde, at hans strategiske mål er fred. »Fred var og er fortsat vor strategiske mål. Jeg vil aldrig opgive dette. Fred er i vores og israelernes fælles interesse«, sagde han. Ingen fred med 'korrupt regime' Arafats israelske modpart, premierminister Ariel Sharon, sagde tirsdag i en tale til det israelske parlament Knesset, at han ikke vil genoptage fredsforhandlinger med palæstinenserne, før terrorangrebene stopper, og selvstyret gennemført en rækker reformer. »Der kan ikke blive fred med et korrupt regime, der er råddent og diktatorisk. Der skal være et andet (palæstinensisk) selvstyre«, sagde Sharon. Uenighed om aftale Efterlysningen af reformer fortolkes som om, israelerne ønsker palæstinenserleder Arafats magt indskrænket. Først når palæstinensernes har gennemført de to krav, vil Sharon forhandle fred først for en 'langsigtet overgangsperiode', siden en egentlig fredsaftale. Palæstinenserne har tidligere afvist et lignende forslag for Sharon med den begrundelse, at de ikke ønsker flere midlertidige aftaler.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























