Holland tøver efter attentat

Lyt til artiklen

Hvis højrepolitikeren Pim Fortuyn ikke var blevet dræbt, ville han have haft en stor mulighed for at være blevet ministerpræsident. Til gengæld ser det ikke ud til, at den store sympati med Fortuyn efter attentatet vil føre til et stemmeskred til fordel for hans parti LPT ved valget på onsdag. Vælgerne kender nemlig ikke partiets andre kandidater. Det konkluderer den eneste vælgerundersøgelse, som er blevet offentliggjort i Holland efter drabet på Pim Fortuyn i mandags. 'Tendensmåling' Det er den hollandske avis NRC Handelsblad, som har spurgt et repræsentativt udvalg af vælgerne. Det skal dog understreges, at det udelukkende er en tendensmåling, fordi det statistiske materiale kun er baseret på 600 vælgere. Alligevel er resultatet interessant, fordi det er den første tilkendegivelse fra de hollandske vælgere efter denne uges mange demonstrationer og mindehøjtideligheder, der har samlet stort set hele Holland i en fordømmelse af attentatet. Massive sympatitilkendegivelser Siden tirsdag morgen har over 300.000 hollændere sendt eller afleveret skriftlige kondolencer, og i torsdags mødte over 40.000 hollændere op for at defilere forbi Fortuyns kiste med blomsterbuketter. Fredag gik landet i stå, da den første begravelsesceremoni fandt sted med deltagelse af fungerende ministerpræsident Wim Kok. En tidligere undersøgelse foretaget af den hollandske avis før drabet viste en endnu større tilslutning til Pim Fortuyn end meningsmålingsinstitutternes resultater viste. 15 procent Ifølge institutterne ville den kontroversielle partileder få omkring 15 procent af stemmerne og dermed vinde 20-25 pladser ud af parlamentets 150 pladser. Mens NRC Handelsblads undersøgelse pegede på, at partiet ville få helt op til 30-40 pladser. Går tilbage i ny måling I avisens nye måling efter drabet er opbakningen til Fortuyns højreekstreme parti faldet, så LPT nu står til at vinde 20 pladser i parlamentet. Omkring halvdelen af de adspurgte Fortuyn-tilhængere svarer nemlig, at de ikke kender det nyetablerede partis andre kandidater godt nok til at fastholde deres stemme på partiet. Andre partiers vælgere siger, at man skal stemme på et partis politik og ikke for at ære en bestemt persons minde. Hver fjerde har ikke taget stilling Den hollandske avis understreger, at målingen også viser, at 25 procent af vælgerne endnu ikke ved, hvilket parti de skal stemme på. Så udfaldet af valget er stadig åbent. I øvrigt viser undersøgelsen, at Fortuyns parti tiltrækker halvanden gang flere mænd end kvinder. Valgkamp afblæst De hollandske partiledere besluttede fredag aften at fastholde beslutningen om ikke at føre valgkamp op til valget af respekt for den dræbte Pim Fortuyn. Det kan få stor indflydelse på valget, fordi mange af de usikre vælgere normalt følger partilederdebatterne i tv lige før valget, før de bestemmer sig. Nu bliver de nødt til at vælge et parti, uden at der har været en politisk diskussion.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her