Den politiske højrebølge er også skyllet op på de britiske kyster. Det yderliggående parti British National Party udråbte en symbolsk sejr efter kommunalvalgene i torsdags, hvor partiet fik tre kandidater valgt ind i byrådet i den nordengelske industriby Burnley. 6.000 byrådspladser var på valg over hele England, men det lykkedes kun højrepartiet at komme ind det ene sted. Det er første gang i ti år, partiet har opnået valg. BNP fører en fremmedfjendsk kampagne, der går ud på at sende asylsøgere og indvandrede ud af Storbritannien. Det gav stemmer i Burnley, hvor partiet udnyttede spændingerne mellem en hvid arbejderklasse med høj ledighed og store sociale problemer og et etnisk mindretal på 4.000 pakistanere. Sidste sommer var der flere etniske sammenstød i byen. Det var der også i tre andre nordengelske byer, men her lykkedes det ikke BNP at komme ind. Heller ikke i London, hvor partiet opstillede i flere kommuner. Valgresultatet i Burnley har »sendt kolde gys« ned ad ryggen på byens etniske minoriteter, konstaterer lord Ouseley, der er tidligere formand for Kommissionen for Racelighed. En talsmand for de liberale demokrater, Simon Hughes, siger: »Vi skal prise os lykkelige for, at det kun drejer sig om en meget lille tilhængerskare, når man sammenligner med, hvilken tilslutning det yderste højre har i Danmark, Holland og Frankrig«. Lokale emner Valget, der omfattede omkring halvdelen af Englands kommuner, tegnede et broget billede for de tre store partier. Labour gik lidt tilbage og tabte flertallet i otte byråd, mens de konservative gik en anelse frem og vandt ni nye byråd, mens de liberale demokrater vandt yderligere to byråd. Der var flere overraskelser, hvor det var lokale emner som sygehuse og politi, og ikke den nationale politik, der samlede flertal. Og Hartlepool i det nordøstlige England valgte en abe til borgmester foran Labours kandidat. Stuart Drummond førte hele valgkampagnen i et abekostume under navnet H'Angus the Monkey og lovede blandt andet gratis bananer til vælgerne. Alle tre partier kalder valget en succes. Den lille tilbagegang er ikke nogen katastrofe for premierminister Tony Blair, som stadig rider på en jordskredsbølge af stemmer. Den konservative fremgang er så beskeden, at den ikke rigtig kan bruges af toryernes nye leder, Iain Duncan Smith. Valgdeltagelsen på 35 procent var lidt højere end forventet. To ud af hver tre af de 22 millioner mennesker, som havde lov til at stemme, valgte sofaen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























