Mindst otte politibetjente og 10 civile blev lørdag kvæstet ved gadekampe, mellem protestanter og katolikker i Nordirlands hovedstad Belfast. Kampene var udløst af en finalekamp mellem Rangers og Celtic i Scottish Cup i Glasgow. En civil blev skudt i benet, men ifølge en talsmand for politiet er det uklart, hvem der affyrede skuddet. Der blev kastet benzinbomber mod politiet, som besvarede angrebet ved at skyde med gummikugler mod menneskemængden. »Politiet er bliver stadig angrebet i det nordlige Belfast, og der er rapporter om at flere huse skal være blevet angrebet i områderne omkring Whitewell og Cavehill«, sagde en talsmand for politiet til nyhedsbureauet Reuters flere timer efter at urolighederne var startet. Politiet havde øget beredskabet af frygt for uroligheder i forbindelse med Scottish Cup-finalen, der lørdag eftermiddag endte med en 3-2 sejr til Rangers over Celtic. I Nordirland støttes Rangers traditionelt af protestanterne, mens Celtic fans er katolikker.
18 kvæstet efter gadekampe i Belfast
Lyt til artiklen