Briterne går imod USA's holdning til krigsfanger

Lyt til artiklen

Storbritannien har besluttet, at de fanger, britiske soldater tager i Afghanistan, hvad enten de er fra al-Qaeda eller Taleban, skal behandles som krigsfanger og udleveres til de afghanske myndigheder, oplyser en britisk embedsmand til amerikanske og britiske medier. Med denne klare melding blev uenigheden mellem USA og briterne om fangernes status helt klar. USA fastholder fortsat, at de fanger, der er taget i Afghanistan, er »ulovlige kombattanter« og derfor ikke skal behandles efter Genèvekonventionens fastlagte regler for krigsfanger. Præsident George W. Bush har siden bøjet sig noget efter massiv international kritik af fangernes behandling på Guantanamobasen i Cuba. Han har erklæret, at selv om de ikke var krigsfanger, så ville de blive behandlet i overensstemmelse med konventionens bestemmelser. Den britiske udmelding med at udlevere deres fanger til den midlertidige afghanske regering signalerer, at man ikke føler sig tryg ved Bushregeringens holdning. Den britiske beslutning kommer efter 1.700 britiske marineinfanterister er kommet til Afghanistan, hvor de i disse dage er ved at gøre sig klar til at rykke ind i de øde bjerge omkring Tora Bora i den østlige del af landet for at bekæmpe, hvad der måtte være tilbage af isolerede grupper af Taleban- og al-Qaedaenheder. Alle er krigsfanger »Som led i vores politik på dette felt, har vi besluttet at enhver tilbageholdt vil blive betragtet som krigsfange under Genèvekonventionen. Vi mener, at denne udlægning er korrekt, lige som vi formoder, at amerikanerne mener, at deres er den korrekte«, sagde embedsmanden. Den britiske holdning skyldes dels den massive kritik, der har været i regeringspartiet Labour mod behandlingen af fangerne. Man vil ikke udlevere nogen til USA, uden at man får garantier for, at de ikke dødsdømmes, noget USA nægter at give. Det skyldes også, indrømmer britiske militære talsmænd, at man ikke har kapacitet i Afghanistan til at afhøre fangerne og afgøre, om de er almindelige soldater eller har været indblandet i egentlige terroraktioner, de kan tiltales for. Der har været betydelig kritik af den måde, de afghanske myndigheder behandler fanger på. De lever under usle forhold. Men briterne fastholder, at de har fået garantier fra den midlertidige regering, at fanger vil blive behandlet korrekt. Den britiske udmelding rimer ikke med den holdning Canada har indtaget. Canadiske soldater har indtil videre fanget tre mand, de har udleveret til amerikanerne. USA har overført omkring 300 mand til fangelejren i Guantanamo, mens de holder 255 fanget i Afghanistan. De fleste er anbragt i et fængsel nær den sydlige by Kandahar. Ud af burene Fangelejren Camp X-ray i Guantanamo, hvor fangerne sad i tremmebure, blev mandag tømt og fangerne ført til en nyopbygget containerlejr, et mere permanent fængsel, der er blevet bygget på den amerikanske base. Fangerne får her hver sin celle med en jernseng med en skummadras, et rigtigt toilet og en håndvask. Der er også muligheder for motion, oplyste brigadegeneral Rick Baccus, chef for fængselsafdelingen på basen. »Vi overførte fangerne i løbet af 17 timer. Der var ingen uheld, ingen sårede. Alt blev udført på en professionel og human måde«, fortalte Baccus. Den nye lejr, kaldes Delta, har indtil videre 408 celler. Yderligere 204 skal stå klar om 14 dage. En militær talsmand oplyste til Reuters, at det nok betyder, at flere fanger vil blive overført til fængslet. Det er fortsat uklart, hvad der skal ske med fangerne. Juridiske eksperter er ved at udarbejde regler for oprettelsen af en særlig militærdomstol, som fanger skal stilles for, men hvornår det sker, er fortsat uklart.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her