Hektisk aktivitet og korridorsnak prægede onsdag FN-bygningen i New York. Diplomater forsøgte at skabe et sidste øjebliks kompromis, så FN kan sende den planlagte undersøgelseskommission til den palæstinensiske flygtningelejr Jenin for at undersøge, hvad der skete under Israels angreb på lejren. Vrede og irritation rettede sig især mod israelerne. Pres på israelerne Generalsekretær Kofi Annan har de seneste døgn forsøgt at lægge pres på israelerne ved at true med helt at afblæse missionen og sende kommissionens medlemmer hjem. De har ventet forgæves i flere dage i Genève. Annan skulle i aftes orientere Sikkerhedsrådet, som senere ventes at stemme om, hvorvidt missionen til Jenin fortsat skal realiseres. Selv Israels nærmeste allierede USA - der har forståelse for, at Israel ønsker at beskytte sine soldater, så de eventuelt ikke bliver anklaget for krigsforbrydelser - støtter også FN-missionen til Jenin. Samtidig siger amerikanerne, at de ikke kan gøre noget, hvis Annan ønsker at afblæse undersøgelsen. Lederskribenterne i amerikanske aviser frygter, at USA har indgået en handel med Israel. Til gengæld for at Israel slipper palæstinensernes leder, Yassir Arafat, fri fra husarrest i Ramallah, hvilket i aftes så ud til at være tæt på at ske, vil den amerikanske regering stå last og brast med israelerne i deres konfrontation med FN's Sikkerhedsråd og generalsekretær. Diplomatisk vrede Mange FN-diplomater - og det ikke blot fra arabiske lande - gav i går udtryk for deres vrede over Israels holdning. De sagde, at Israel endnu en gang havde ladet hånt om verdenssamfundet og dets ønske om at finde frem til en retfærdig løsning i Mellemøsten. Diplomaterne mener, at Israel leger kispus med FN og gør organisationen til grin. Flere gav udtryk for, at israelerne ønsker at begrave sandheden om kampene i flygtningelejren Jenins murbrokker. Irak var også hurtigt ude. Irakerne klagede over forskelsbehandling. Mens FN insisterer på, at Irak skal acceptere våbeninspektører inden for sine grænser, så vil man på den anden side ikke lægge tilstrækkeligt pres på israelerne for at få dem til at acceptere en undersøgelse af vold i en palæstinensisk flygtningelejr. Ny strategi Et nyt initiativ er ifølge amerikanske aviser på vej i Mellemøsten. Første skridt er aftalen om, at amerikanske og britiske observatører skal overvåge bevogtningen af palæstinensere anklaget for terror. Den spæde start skal efterfølges af et langt større engagement. USA's præsident, George W. Bush, har erkendt, at han allerede står i mellemøstligt dynd til livet, og at han ikke som ønsket kan holde sig ude af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Under sidste uges topmøde i Texas med Saudi-Arabiens kronprins Abdallah aftalte de to en ny strategi for at bryde den gordiske knude. Ifølge amerikanske aviser som New York Times har højtstående saudiarabiske og amerikanske embedsmænd bekræftet, at de to lande har aftalt en »arbejdsfordeling«. Når den israelske ministerpræsident, Ariel Sharon, i næste uge besøger Washington, vil Bush i klare vendinger fortælle ham, at voldens psykologi i Mellemøsten skal brydes. De arabiske lande med Saudi-Arabien i spidsen skal samtidig lægge pres på Yassir Arafat muligvis på et møde i Kairo. Hovedrolle Bush vil dermed selv få en hovedrolle i Mellemøstforhandlingerne, og det samme vil saudierne, som normalt også helst har holdt sig i baggrunden. Under mødet med Abdallah sagde Bush, at han var villig til at stå i spidsen for et internationalt fredsforsøg, hvis araberne bakkede ham op. Araberne må også tage deres ubehagelige del af slæbet. I første omgang vil man forsøge at etablere en våbenhvile efterfulgt af en israelsk tilbagetrækning fra palæstinensiske områder. Det skal efterfølges af en appel til Sharon og Arafat om at autorisere forhandlinger, der skal føre til en palæstinensisk stat efter de retningslinjer, som blev fremlagt under tidligere præsident Bill Clinton. Forhandlingerne kan foregå ved en fredskonference under ledelse af USA, Rusland, FN, EU og en række arabiske lande. Men først skal Sharon presses til tilbagetrækning og Arafat til, at udenlandske observatører skal overvåge de palæstinensiske sikkerhedsstyrkers forsøg på at komme terroren til livs. Det skal åbne for en strøm af internationale observatører og økonomisk bistand. USA, Europa og arabiske lande skal i fællesskab genopbygge det palæstinensiske selvstyre, mens amerikanere, briter og arabere skal opbygge og styre en palæstinensisk sikkerhedsstyrke.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder: »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00




























