Front National er ved at bryde sammen. Ikke politisk, forstås, men praktisk. Partiet, der fik 17 procent af de afgivne stemmer ved første runde af præsidentvalget i søndags, har pludselig fået hele Europas opmærksomhed, og »det er næsten for meget af det gode«, som en stresset omstillingsdame stønner over telefonen fra partiets hovedkvarter i Paris-forstaden Saint Cloud, da det endelig lykkes at komme igennem til Le Pens base. I den forløbne uge er Front Nationals telefonsystem brudt sammen adskillige gange. Partiet, der langtfra har Chirac og hans RPR-partis erfaring udi præsidentvalg, er ikke gearet til den enorme opmærksomhed fra franskmændene og fra verdenspressen. Hvor Chirac, der i disse dage giver den som samvittighedsfuld landsfader, er omgivet af et professionelt team, der håndterer den enorme opmærksomhed med en imponerende selvfølgelighed, kæmper Front National dagligt med praktiske problemer. Herunder at skaffe nok bemanding og telefonlinier til at kunne tage sig af de tusindvis af franskmænd, der hver dag ringer for enten at udtrykke deres sympati eller foragt for Le Pen. Og de hundredvis af udenlandske journalister, der hver dag kæmper en forgæves kamp for at blive tilkendt et par minutter med præsidentvalgkampens succesrige joker. Også Front Nationals hjemmeside er en prøvelse for tålmodigheden. Med 60.000 hits om dagen har partiets site svært ved at følge med. Det samme har de frivillige, der har meldt sig til at besvare de 11.000 mails, partiet har modtaget den seneste uge. Og til at registrere de godt 200 franskmænd, der hver dag melder sig ind i partiet. »Der er optaget på linien, har De mulighed for at ringe igen senere? Vores ventefunktion er gået ned«, siger den hårdt prøvede omstillingsdame med et hørligt suk og lægger på hurtigere end man kan nå at sige »oui«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























