FNs generalsekretær, Kofi Annan, indvilger i en kortvarig udskydelse af den FN-mission, der skal undersøge Israels militæraktioner i flygtningelejren i Jenin på Vestbredden. Udskydelsen af FN-missionen kommer, efter at Israels FN-ambassadør, Yehuda Lancry, i aftes meddelte Annan, at den israelske regering ønsker et 'mere velafbalanceret' FN-hold, som også omfatter militær- og anti-terroreksperter. Israel ønsker også , at FN-missionen undersøger 'det terrornetværk, der florerede i flygtningelejren i Jenin, og som affødte de israelske militæroperationer', sagde den israelske FN-ambassadør i aftes. Lancy afviste samtidig at give FN-missionen med dens nuværende sammensætning adgang til Jenin. Afdæmpede amerikanske reaktioner De første amerikanske reaktioner på den israelske udmelding var afdæmpede. Embedsmænd i udenrigsministeriet oplyste, at den udenrigsminister Colin Powell i telefonsamtaler med både Annan og Sharon har givet udtryk for, at amerikanerne fortsat står bag Sikkerhedsrådets resolution om undersøgelsesmissionen. »Det er vores resolution. Vi mener, at den bør gennemføres«, sagde en embedsmand i udenrigsministeriet til Washington Post. Det amerikanske budskab til Isral var også, at den amerikanske regering fortsat mener, at det er i Israels egen interesse at lade undersøgelsesmissionen få lov til at undersøge forholdene i Jenin. Annan afviser at diskutere deltagere En mindre gruppe israelske eksperter kommer til New York i morgen for at mødes med Annan, der har indvilget i at udskyde undersøgelsesmissionens afrejse til efter mødet. FNs generalsekretær forventer dog at FN-missionen ankommer til Mellemøsten på lørdag og afviser ifølge en talsmand at diskutere sit valg af deltagere i FN-missionen. Undersøgelse af israelsk offensiv FN-missionen skal undersøge de seneste ugers rapporter om den israelske hærs meget brutale offensiv mod, hvad den betegner som militante palæstinensere i lejren. Palæstinenserne siger, at flere end 500 civile blev dræbt under den israelske offensiv. Israel afviser anklagerne og fastholder, at flygtningelejren var base for terrorangreb, og at 23 israelske soldater blev dræbt under kampe med bevæbnede palæstinensere. Dansker med i undersøgelse FNs generalsekretær, Kofi Annan, udpegede mandag Finlands tidligere præsident Martti Ahtisaari til leder af missionen. Danmark har på FN's generalsekretærs anmodning stillet ambassadør Tyge Lehmann til rådighed for at udredningsgruppen. Tyge Lehmann er leder af Udenrigsministeriets netop etablerede Menneskerettighedsenhed. De øvrige medlemmer af gruppen er FN's tidligere flygtningehøjkommissær, japaneren Sadako Ogata, og den tidligere chef for Den Internationale Røde Kors-komité, Cornelio Sommaruga fra Schweiz. Den pensionerede amerikanske general William Nash, der har fungeret som FN-administrator i Kosovo, fik jobbet som gruppens militære rådgiver. EU-parlamentarikere: En krigsforbrydelse En talsmand for en gruppe på 19 EU-parlamentarikere, som tirsdag har været på besøg i Jenin-lejren i den nordlige del af Vestbredden, udtaler, at den israelske hærs angreb på den palæstinensiske flygtningelejr "viser alle tegn på at have været en krigsforbrydelse". Francis Wurtz, som står i spidsen for en delegation, der omfatter ni partigrupper i EU-parlamentet og ti EU-lande, kalder situationen i Jenin for "totalt uacceptabel".
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























