Israel rykker ind i byer på Vestbredden

Lyt til artiklen

Israel er tidligt fredag morgen trængt ind i fire byer på Vestbredden for at opspore og anholde palæstinensere 'mistænkt for terror mod israelske statsborgere'. Den israelske hær siger, at den har tilbageholdt 13 palæstinensere under aktionerne mod Kalkilyah og landsbyerne Beita, Silt a-Dhar og Jaba'a. Hus-til-hus-undersøgelser Øjenvidner siger til det britiske nyhedsbureau Reuters, at omkring 15 israelske tanks og pansrede mandskabsvogne rullede ind i Kalkilyah og indledte hus-til-hus-undersøgelser og dekreterede udgangsforbud. Det er anden gang, den israelske hær iværksætter den type aktioner, siden hæren trak sig ud af byen 9. april. 'Vi bliver ikke' »Vi har ingen planer om at blive dér (i byen)«, siger den israelske forsvarsminister Binyamin Ben-Eliezer fredag. Han siger, at den israelske aktion følger oplysninger fra efterretningstjeneste om, at 'terrorister og selvmordsbombemænd' skulle befinde sig i Kalkilyah. Trodser Bush igen Fremrykningen sker trods fornyede henstillinger til ministerpræsident Ariel Sharon fra den amerikanske præsident om, at Israel bør trække sig fra de palæstinensiske områder. Bush sagde få timer før israelernes aktion, at den israelske hær 'bør gennemføre resten af sin tilbagetrækning, også fra Ramallah og Betlehem'. Kan skade amerikanske interesser Meldingen kom efter et møde mellem Bush og den saudiarabiske kronprins Abdallah. Den saudiarabiske prins har advaret Bush om, at det kan få alvorlige konsekvenser for de amerikanske interesser i Mellemøsten, hvis ikke USA gør mere for at styre israelerne. Jenin-mission klar i weekenden Fra FN siger embedsmænd fredag, at Jenin-missionen, der skal undersøge, hvad der er foregået under den israelske offensiv mod lejren i Jenin, kan gå i gang med sit arbejde i løbet af weekenden. FN har bøjet sig for et af de israelske krav og har sat to militærfolk på missionens delegationsliste. Israelerne siger, at besættelsen af lejren 3.-19. april havde til hensigt at udrydde terroristceller, og israelerne omtaler Jenin-lejren som en 'terrorrede'. Palæstinenserne siger, at israelerne har begået massakrer, og at der er begået krigsforbrydelser i lejren. 'Vil fortsætte indtil målet er nået' Ifølge BBC er aktionenerne fredag del af et mønster, den israelske hær har fulgt på Vestbredden, siden offensiven begyndte i slutningen af marts: Hæren trækker sig ud af byerne, omringer dem for så at rykke ind for at foretage anholdelser, når den får oplysninger og mistænkte 'terrorister'. I en erklæring fra den israelske hær fredag hedder det, at 'aktiviteten i Kalkilyah vil fortsætte, indtil målet er nået'. Ramallah, Betlehem fortsat belejret Den israelske hær har trukket sig tilbage fra de fleste byer på Vestbredden, som israelerne genbesatte i forbindelse med sin offensiv, der blev indledt 29. marts. Den palæstinensiske leder Yassir Arafat er dog fortsat omringet af israelsk militær i sit hovedkvarter i Ramallah. Ni unge forlod kirken Ligeledes er Fødselskirken i Betlehem fortsat belejret af israelerne. Ni palæstinensere i alderen 14-20 fik torsdag lov at forlade kirken og er nu til afhøring hos israelerne. Det forlyder, at de ni vil blive løsladt fredag. Desuden blev ligene af to militsfolk fjernet fra kirken. Ingen støtte til israelsk historie Den ene af de unge, der forlod kirken, sagde, at folk i kirken sulter. Han sagde også, at han frivilligt opholdt sig i kirken. Israelerne har de seneste dage forsøgt at sandsynliggøre, at 30 militante palæstinensere, der opholder sig i kirken, og som er belejringens omdrejningspunkt, har begået overgreb mod de resterende omkring 170 mennesker i kirke. Munke stadig for trætte Men indtil står israelerne alene med den udlægning af, hvad der foregår inde i kirken. To munke skulle ifølge israelerne kunne bekræfte den version af historien i Betlehem, men siden deres frigivelse onsdag har munkene ikke udtalt sig til medierne. Officielt fordi de er for trætte.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her