Sydafrika erkender at hiv giver aids

Lyt til artiklen

Sydafrikas regering har lagt op til en dramatisk kovending i landets nølende aidspolitik, der hidtil har været præget af præsident Thabo Mbekis tvivl på sammenhængen mellem hiv og aids. Efter et langtvarigt regeringsmøde i onsdags lovede regeringen at udlevere medicin, der kan mindske risikoen for, at børn af hiv-positive mødre og voldtægtsofre bliver smittet med hiv. Samtidig blev budgettet til aids- bekæmpelse tredoblet i år, voksende til en femdobling om to år. »Det er et fantastisk skridt fremad«, siger aids-aktivisten Zackie Achmat, formand for Treatment Action Campaign (TAC). Efter at TAC for et år siden hjalp regeringen i en retssag mod den internationale medicinalindustri, trak aids-aktivisterne selv regeringen i retten for at gennemtvinge medicinen til gravide mødre. Med sin nye plan har regeringen nu pludselig lovet mere, end Achmat og millioner af andre hiv-positive turde tro. Medicin kan gavne Mbekis fordømmelser af hiv-medicin som giftig er afløst af erkendelsen af, at præparaterne kan gavne hiv-positive. Men regeringen siger samtidig, at den ikke har råd til at give dem til alle. Derfor vil den nu jagte billigere alternativer. Det var præcis, hvad medicinalindustrien accepterede for et år siden. Sådan er der slugt mange kameler, før regeringen udsendte sin omhyggeligt formulerede kovending. Ordvalget synes mange steder fintunet for at sikre, at Mbeki og regeringen ikke taber for meget ansigt. Hvor præsidenten hidtil har omtalt sammenhængen mellem hiv og aids som »en tese«, hedder det nu, at regeringens »udgangspunkt er den forudsætning, at hiv giver aids«. Hvilket stadig er et lille nøk fra at sige: Hiv giver aids. Under pres Alligevel var det i går uklart, om den nye linje er bakket fuldhjertet op eller blev accepteret under pres af præsident Thabo Mbeki. Én højt placeret kilde antydede det sidste. Regeringens kovending kommer mindre end en måned efter, at ANC internt udsendte et opsigtsvækkende diskussionspapir om hiv og ais. Heri beskyldes et »omnipotent apparatus« (et almægtigt apparat) af medicinalindustrien, massemedierne og hvide nykolonialister for at have oppustet antallet af hiv-smittede for at sælge giftig medicin og for at have præsenteret aids-epidemien som et resultat af overdreven afrikansk liderlighed. Dokumentet indeholder den første officielle, om end indirekte erkendelse af, at Mbekis egen talsmand Parks Mankahlana døde af aids. Ifølge dokumentet led han af leukæmi, men blev 'forgiftet' med hiv-medicin. En af Mbekis nærmeste støtter har meldt sig som medforfatter af dokumentet. Regeringens plan skal på den baggrund ses som en kolossal arbejdssejr for de embedsmænd og ministre, der længe har indset behovet for at ændre Thabo Mbekis hidtidige kurs. Planen indeholder da også flere nødbremser og muligheder for nye kursskift. Der mangler tidsfrister for medicinprogrammerne. Og det er uklart, om regeringen vil gennemføre løfterne om medicin til gravide mødre, hvis den om en måned skulle vinde sin appel over TAC ved forfatningsdomstolen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her