Pilotens søn: Det var selvmord

Lyt til artiklen

Et mindre en-motors passagerfly tørnede torsdag klokken 16.45 ind i et højhus i Milano og skabte terrorfrygt i hele verden. Den italienske indenrigsminister, Claudio Scajola, siger til italiensk tv, at styrtet 'formentlig var en ulykke'. Pilotens søn mener, der var tale om selvmord. Andre piloter hævder der var økonomiske årsager til pilotens adfærd. Tre mennesker, heriblandt piloten, blev dræbt, 34 mennesker blev kvæstet. Alle, undtagen en, havde fredag morgen forladt hospitalerne. De fleste af de 300 personer, der arbejdede i bygningen, var uskadte men rystede. Formanden for det regionale senat udtalte straks efter flystyrtet, at der 'med stor sandsynlighed' var tale om en terrorhandling. Men de italienske myndigheder kunne senere på aftenen berolige befolkningen og resten af verden med, at der var tale om en ulykke. Flyet var i brand Bygningen, som er ramt, er Pirelli-bygningen. Den huser blandt andet lokale regeringskontorer og ligger nær den norditalienske storbys banegård. Den øverste del af huset på 32 etager brød i brand ved styrtet og flere etager blev totalt ødelagt. Øjenvidner så ifølge CNN, at flyet var i brand, da det ramte bygningen. Murbrokker og stumper faldt ned fra bygningen. Maurizio Sala, kontormedarbejder, var på 20 etage, da to eksplosioner rystede bygningen. »Vi for alle sammen til vinduet og så, hvad der mindede os om angrebet på World Trade Centre, fordi tusinder af stykker papir fløj rundt i luften. Det var det samme syn«, sagde han. Bygningen er en af verdens største beton-byggerier. De tre øverste etager var under ombygning, og derfor opholdt ingen mennesker sig dér, oplyser BBC. Amatørpilot Flyet stammede fra Locarno i Schweiz og var på vej til Linate-lufthavnen i Milano. Piloten, som var den eneste ombord på flyet, sendte en sos-melding til kontroltårnet i lufthavnen og fortalte, at han havde tekniske problemer og nu havde mistet kontrollen over flyet. Schweizisk tv siger, at piloten var en 67-årig erfaren pilot og medlem af den lokale flyverklub i Locarno. Sønnen siger det kan have været selvmord Piloten, Gino Fasulo, også kaldet Luigi, skal have haft store økonomiske problemer og stor gæld, skriver både Corriere della Sera og La Repubblica i dag. La Republicca citerer sønnen, men nævner ikke hans navn. »Jeg er sikker på, at min far begik selvmord, siger han til aviserne. Han siger nogen var ude efter at knække faderen økonomisk. Roberto Formigoni, leder af det regionale parlament i Lombardiet, siger, at det ikke kan udelukkes, at piloten er fløjet ind i højhuset med vilje. »Der er al mulig grund til at tro, at der er tale om selvmord«, sagde Formigoni, som tilføjede, at flyet fløj ret lavt og ramte bygningen lige på. Når piloten, som stammede fra Schweiz gjorde den 30 minutter lange flyvning til Milano, så kan det også skyldes, at han hørte til de prisbevidste piloter. Skattereglerne i Schweiz etyder, at hvis man tanker op i Schweiz og derfter krydser grænsen til eksempelvis Italien, så kan man trække en del af omkostningerne fra i skat, da der er tale om en form for eksport, og den regel benyttede mange piloter sig af, fortæller luftfartsmyndighederne. Med 300 liter i tanken, som der var tale om her, kan man spare 200 schweizerfranc (ca. 1000 kroner)på en tur til Italien. Aktier faldt efter flyulukke Aktierne på børserne i New York og Frankfurt faldt i minutterne efter nyheden om flyulykken i Milano i Italien. Aktierne rettede sig dog ovenpå meddelelsen fra den italienske indenrigsminister om, at det formentlig var en ulykke og ikke et terrorangreb.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her