Amnesty angriber fangepolitik

Lyt til artiklen

USA overtræder international lov, når det gælder behandlingen af fanger og internerede i forbindelse med krigen mod terror. Menneskeretsorganisationen Amnesty International retter et skarpt angreb mod USA og beskylder den amerikanske regering for ikke at leve op til Genèvekonventionen. Kritik af fangebehandling Menneskeretsgruppen angreb mandag i en rapport USA for dets behandling af tilfangetagne medlemmer af det tidligere afghanske Taleban-styre og terrororganisationen al-Qaeda. Det gælder både fanger og internerede i selve Afghanistan og tilfangetagne overført til Guantanamo Bay-basen i Cuba. Flere overtrædelser af love Amnesty konkluderer, at USA overtræder flere internationale love og heller ikke lever op til Genèvekonventionen. Menneskeretsorganisationen mener, at amerikanerne plukker fra konventionen efter forgodtbefindende. Washington beskyldes for at nægte eller true med at nægte fangerne deres internationalt anerkendte rettigheder. Uacceptabelt »Den amerikanske regering har nægtet at give de internerede i Afghanistan og Guantanamo Bay status som krigsfanger og har heller ikke bragt tvivlstilfælde for et kompetent tribunal, som Genèvekonventionen foreskriver«, skriver Amnesty og fortsætter: »USA's vælgen efter forgodtbefindende i Genèvekonventionen er uacceptabel. Det samme gælder den manglende respekt for fundamentale, internationale menneskerettigheder«. Fangerne er ikke blevet informeret om årsagerne til deres internering. De har ikke fået adgang til en advokat efter eget valg, og medlemmer af regeringen har på forhånd undermineret kommende retssager ved at fastslå fangernes skyld. Ingen sager rejst Retssagerne kommer til at foregå ved et militærtribunal, men der er endnu ikke rejst sag i et eneste tilfælde. Militæret oplyser, at man fortsat afhører fangerne, og at det vigtigste er at få fat på informationer, som kan hindre kommende terrorangreb. Forsvarsminister Donald Rumsfeld har sagt, at en frifindelse ved militærtribunalet ikke er en garanti for en løsladelse. I øjeblikket tilbageholder USA 299 fanger fra over 30 forskellige lande i Guantanamo Bay. I Afghanistan har amerikanerne 240 fanger. Fanger overført til Egypten Desuden beskylder Amnesty og andre menneskeretsorganisationer USA for i al hemmelighed at have overført fanger til Egypten, hvor de torteres under afhøringer. Rumsfeld har udtalt, at anklagerne er uansvarlige og forkerte, men han har ikke udsendt en kategorisk afvisning af, at fanger under amerikansk kontrol kan afhøres i andre lande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her