Uanset om Israel trækker sit militær tilbage fra de palæstinensiske områder nu eller senere, er der en fredsmission at udføre i Mellemøsten, lød det fra USA's udenrigsminister Colin Powell, før han fløj til Jordan torsdag. Israels premierminister, Ariel Sharon, afviste onsdag et krav fra USA, EU, Rusland og FN om straks at gennemføre en øjeblikkelig våbenhvile og militær tilbagetrækning fra de palæstinensiske områder. Men Israels trodsighed ændrer ikke Colin Powells beslutning om at fortsætte sin fredsmission, lød det fra den amerikanske udenrigsminister, efter at han torsdag talte med Sharon i telefonen. »I min samtale med premierminister Sharon denne morgen talte vi om mit møde med formand Arafat. Jeg ser frem til disse rådslagninger«, sagde Powell ifølge Reuters. Tilbagetrækning nu Den amerikanske udenrigsminister fik på mødet i Madrid onsdag mandat fra FN's generalsekretær, Kofi Annan, den spanske premierminister, der p.t. også er formand for EU, José Maria Aznar, og den russiske udenrigsminister Igor Ivanov til sin mission. I en fælles erklæring opfordrer de Israel til at indstille offensiven. »Vi opfordrer Israel til at indstille sine militære operationer. Vi opfordrer til en meningsfuld våbenhvile og en umiddelbar israelsk tilbagetrækning fra de palæstinensiske byer, inklusive Ramallah, specielt Yassir Arafats hovedkvarter«, hedder det i erklæringen, som Kofi Annan læste op på en pressemøde onsdag. Sharon siger nej Men senere samme aften svarede den israelske premierminister Sharon nej og sagde til sin 'store ven' USA, at amerikanerne ikke bør presse Israel til at stoppe offensiven mod palæstinenserne på Vestbredden. Sharon lovede ifølge det britiske nyhedsbureau Reuters, at offensiven vil blive tilendebragt så hurtigt som muligt. 'Vi har ret til at forsvare borgerne' »Man kan tale om fred, men freden er ikke opnåelig, så længe der er terror. Jeg håber, at vor store ven USA forstår, at dette er en overlevelseskrig for os. Vi har ret til at forsvare vore borgere, og der bør ikke være noget pres på os for ikke at gøre det«, sagde Sharon onsdag. »Vores vidunderlige soldater er nødt til at være i stand til at fortsætte denne kamp. Når vi gør det, og når vi har opnået det (målet), har vi ingen intentioner om at forblive i de (palæstinensiske) områder«, sagde Sharon. Powell fastholder Den amerikanske udenrigsminister Powell sagde på et pressemøde i Madrid onsdag aften, at han mener, at Sharon er på vej i den forkerte retning. »Vi tror, at den bedste vej fremad mod en løsning af krisen indebærer en øjeblikkelig tilbagetrækning af de israelske styrker«, sagde Colin Powell. Pres på Arafat Powell fastholder desuden, at han vil møde palæstinenserlederen Yassir Arafat i forbindelse med sit besøg i Israel, som han ankommer til fredag. »Han (Arafat) er den partner, som israelerne bliver nødt til at forhandle med på et eller andet tidspunkt. Jeg mener, at det er passende og vigtigt, at jeg mødes med Arafat«, siger Powell og tilføjer, at det præcise tidspunkt for mødet ikke er aftalt. Fra det internationale topmøde i Madrid lyder også en opfordring til palæstinensernes leder, Yassir Arafat, om at gøre alt, hvad der er muligt for at standse angrebene på uskyldige israelere. Skarp kritik Erklæringen fra Madrid kritiserede skarpt israelske styrkers brud på fundamentale menneskerettigheder i de besatte områder. »Vi opfordrer Israel til fuldt at efterleve internationale humanitære principper og til at tillade fuld og ubegrænset adgang for humanitære organisationer og tjenester. Vi opfordrer Israel til at vige tilbage fra overdreven brug af magt og gøre alle tænkelige forsøg på at sikre beskyttelsen af civile«, hed det videre. Et forslag fra EU's udenrigskoordinator Javier Solana om at sende en international fredsstyrke til de besatte områder blev også diskuteret i Madrid. USA's fredsudsending, udenrigsminister Colin Powell, ventes ifølge den israelske avis Ha'aretz at foreslå at udsende amerikanske observatører til området for at overvåge en indgået våbenhvile. Sharon vil diskutere uden Arafat Den israelske avis Ha'aretz omtaler i sin udgave på nettet torsdag eftermiddag, at Ariel Sharon er parat til at tage hul på politiske diskussioner og samtidig diskutere en våbenhvile, således som kravet lyder i erklæringen fra Madrid. Sharon kræver til gengæld, at Arafat ikkke skal deltage i forhandlingerne. Ifølge Ha'aretz vil Sharon også vide mere om USA's planer om at indføre sanktioner mod det palæstinensiske selvstyre, såfremt palæstinenserne igen overtræder våbenhvilen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























