Den 33-årige svensker Abdirisak Aden er mistænkt for at støtte Osama bin Ladens terrornetværk. Det opdagede han i november sidste år, da alle hans konti blev spærret. »Hele mit liv blev ødelagt med et enkelt slag. Jeg er blevet tvunget til at opgive min uddannelse, og jeg kan ikke længere gøre mig håb om en karriere. Jeg er uden rettigheder og jeg har ingen penge. Det eneste, der kan give mig mad i munden og tøj på kroppen, er gaver fra andre svenskere, der er vrede over den behandling, jeg har fået«, siger Abdirisak Aden, der er født i Somalia. Ingen forklaring Han har stadig ingen anelse om, hvad mistanken bygger på. CIA har sat hans navn på listen over personer, der mistænkes for at finansiere terror. Men den amerikanske efterretningstjeneste vil ikke forklare hvorfor. 'Det værste system siden middelalderen' »Det er nok det mest horrible system siden middelalderens inkvisition. FN's sanktionskomité, og i realiteten CIA, kan uden videre pege på en hvilken som helst europæisk statsborger, som derefter vil blive afskåret fra enhver form for normal livsførelse. Det burde være fuldstændig uacceptabelt i et demokratiske retssamfund«, siger hans advokat, Thomas Olsson. Abdirisak Aden er blevet offer for de dramatiske midler, verdenssamfundet tog i brug efter terrorangrebene del 11. september sidste år. Værdier indefrosset For at undergrave bin Ladens terrornetværk besluttede FN at gå efter pengene og indefryse alle værdier, der tilhører personer og organisationer, der sender penge til netværket. I realiteten fungerer det ved, at amerikanerne kommer med en liste, som de øvrige lande i sikkerhedsrådet godkender uden at bede om dokumentation for mistankerne, bekræfter en diplomat. Dermed opstår spørgsmålet, om de amerikanske efterretningstjenester rammer rigtigt hver gang. Svensk politi og anklagemyndighed har endevendt Abdirisak Adens liv, men har ikke fundet noget som helst belastende. Det er imidlertid kun en ringe trøst for Abdirisak Aden. De svenske myndigheder er bundet af FN's beslutning og kan ikke gøre andet end at tale hans sag for FNs sanktionskomité, men det har hidtil ikke givet noget resultat. USA vil intet oplyse USA vil ikke ændre beslutningen, og vil af sikkerhedsgrunde stadig ikke oplyse, hvad han har gjort. »Sverige har altid været en stærk tilhænger af FN. Og vi kan ikke tilsidesætte FN's beslutninger, blot fordi en af dem tilfældigvis er i strid med svenske interesser. Så ville vi bidrage til at undergrave FN«, siger Anders Kruse, chef for den svenske regerings juridiske tjeneste. Støtte i Strasbourg Sammen med sin advokat forsøger Abdirisak Aden at gå andre veje. De har netop været i Strasbourg for at vinde forståelse i Europaparlamentet, hvor støtten blev næsten overvældende. Med stemmerne 304 mod 28 vedtog parlamentet at ændre de regler, som gennemfører FN's beslutninger om at indefryse terrormistænktes midler. Parlamentet ønsker, at de mistænkte får mulighed for at tale deres sag ved EU-domstolen. Domstolen skal desuden sikre, at basale menneskerettigheder, herunder kravet om retfærdig retssag, bliver respekteret. EU-kommissionen er enig i forslagene og vil argumentere for dem i ministerrådet, der skal træffe den endelige beslutning. Pres på UK og Danmark Dermed lægger parlamentet og kommissionen pres på lande som Danmark og Storbritannien, der hidtil ikke har set nogen grund til at interessere sig for svenskernes problem. Anders Kruse oplyser, at der efterhånden tegner sig et flertal for en fælles henvendelse til FN, hvor EU opfordrer til at indføre en form for retssikkerhed i sanktionssystemet. »Men der er nok langt igen før vi har fået alle med«, siger Anders Kruse, der ikke vil kommentere den danske modstand. Europæisk ansvar Abdirisak Aden håber, at EU lever op til sit ansvar. »Europa har en historisk mission her. Demokrati og menneskerettigheder er født i Europa, og det er nu op til EU at sørge for, at disse værdier også overlever kampen mod terrorisme. Drømmen om at leve i et fredeligt og retfærdigt demokrati, som trives i alle de undertrykte lande, bliver knust, hvis Europa overtager diktatorernes værste metoder«, siger Abdirisak Aden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























