Jøder i aktion mod Sharon

Lyt til artiklen

Jødiske personligheder kritiserer Israels aktion i Palæstina, mens andre ser kritik af Israel som skjult antisemitisme. 36 fremtrædende svenske jøder samt den verdenskendte amerikanske professor i lingvistik, Noam Chomsky, fordømmer i et manifest den israelske regerings politik og forlanger, at Israel omgående forlader de besatte områder og indleder fredsforhandlinger. Flere initiativer på vej Manifestet blev offentliggjort fredag i det svenske dagblad Dagens Nyheter, og der er ifølge oplysninger til Politiken flere fredsinitiativer på vej fra jødiske kredse i Sverige. Blandt underskriverne er en række læger, forskere og kunstnere, her i blandt skuespilleren Erland Josephson. 'Not in My Name' »Vi vil op imod Sharon stille den jødiske tradition for humanisme, den tradition, som bygger på rabbi Hillels opsummering af den jødiske religion: 'Det, som du oplever som afskyeligt over for dig, skal du ikke gøre mod andre. Det er hele loven. Resten er kun kommentarer'«, hedder det i manifestet, der betegner premierminister Ariel Sharon som krigsforbryder på grund af hans fremfærd under Israels angreb på Libanon i 1982. »Vi modsætter os på det kraftigste, at Israels politiske leder, Ariel Sharon, skal tale i det jødiske verdensfællesskabs navn: Ikke i mit navn. Ikke i vores navn. Not In My Name. Vi henviser til den amerikanske jødiske organisation med dette navn«, skriver de 37, der hermed tager kraftigt afstand fra andre jøders påstand om, at kritik af Israel er angreb på jøderne generelt eller skjult antisemitisme. Tåler ikke Israel Den debat kører i flere europæiske lande, og den er vokset i takt med optrapningen af krisen i Mellemøsten. Selv i Storbritannien, der i modsætning til lande som Frankrig, Polen og Rusland ikke har tradition for antisemitiske bevægelser eller manifestationer, har dele af den jødiske befolkning følt, at kritikerne af Israel også har en anden og bredere dagsorden. »Til visse tider var antisemitismen rettet direkte mod jøder som individer. I dag er den rettet mod jøder som et suverænt folk. Det gennemgående tema er, at jøder, som de eneste, fratages retten til at eksistere uanset hvilken form, deres kollektive eksistens antager«, skrev overrabbiner, professor Jonathan Sacks, for nylig i dagbladet The Guardian. Strid om venstrefløj I Frankrig deler forfatteren og filosoffen, Andre Glucksman, denne holdning. Han mener, at især venstrefløjen ikke tåler Israels eksistens, og at den derfor benytter enhver lejlighed til at svække Israel. Det afviser repræsentanter for venstrefløjen kategorisk. En række af venstrefløjens ledere, fra finansminister Laurent Fabius til trotskistlederen Alain Krivine, kommer fra kendte jødiske familier, men de vurderer konflikten og begivenhederne ud fra rent politiske kriterier, siger de. Ikke desto mindre favoriserer regeringen og medierne Israels modstandere, lyder kritikken. »De øverste franske myndigheder betragter Arafat som en frihedskæmper, som en slags de Gaulle«, siger Roger Cukierman, der er formand for sammenslutningen af de jødiske organisationer i Frankrig. Jødisk splittelse Baggrunden for kritikken er den stribe af antisemitiske forbrydelser, herunder afbrænding af synagoger, som er gået over Frankrig de seneste måneder. Torsdag arresterede politiet de formodede gerningsmænd til et angreb på synagogen i Montpellier. Der var - som i næsten alle tilfældene - tale om franskmænd af arabisk herkomst. Men flere jødiske ledere advarer mod at tale om en bølge af antisemitisme i Frankrig, som den israelske viceudenrigsminister Michael Melchior har gjort det. »Det er en kliche, det er forkert og derfor er jeg ikke urolig«, sagde storrabbiner Joseph Sitruk forleden til dagbladet Le Monde. Han forsøger at holde sammen på det jødiske samfund, men kendsgerningen er, at det er splittet, som det lyder fra Jean Daniel, chefredaktør og grundlægger af landets største nyhedsmagasin, Le Nouvel Observateur. Han er personlig ven med Israels udenrigsminister, Shimon Peres. »Det jødiske samfund i Frankrig har aldrig før været så splittet, selv om en del af det er mere støjende end andre. I de seneste måneder har stadig flere franske jøder nægtet at blande solidariteten med en stat sammen med betingelsesløs troskab overfor en regering. Alle israelere identificerer sig ikke med Sharon, langtfra. I underskriftindsamlingerne for freden har der aldrig tidligere været så mange jødiske underskrifter. Jeg understreger for freden og ikke for palæstinensiske terrorgruppers sejr«, skriver han i Le Nouvel Observateur.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her