Mahmood Rahamie blev 21 år. Mandag fandt man hans gennehullede lig med bind for øjnene og hænderne bundet på ryggen på Krybbepladsen i Bethlehem. To fotografer fra Reuters var på pletten og filmede, hvad de så. Kort efter beordrede bevæbnede mænd fotograferne til at destruere deres film. Fatahbevægelsens al-Aqsa-brigader udsendte derefter en meddelelse om, at Rahamie var blevet dræbt, efter at han havde sendt israelerne en e-mail. 11 dræbt Han var en ud af 11 palæstinensere, der mandag blev dræbt på Vestbredden. De var alle mistænkt for at samarbejde med Israel »Vi befinder os i en krigssituation. Når der er krig, er der ingen regler. Alt bliver anarki«. Sådan reagerede en palæstinensisk journalist fra Ramallah, der ikke ønsker sit navn nævnt, da Politiken mandag bad om hans holdning til drabene på personer mistænkt for samarbejde med Israel. Otte dræbt i Tulkarem Tidligt mandag morgen gik to bevæbnede og maskerede palæstinensere ind i den palæstinensiske efterretningstjenestes bygning i byen Tulkarem og skød og dræbte otte mænd. De var alle tilbageholdt under mistanke for at have samarbejdet med Israel. Ligene blev slæbt ud på gaden, hvor hundredvis af mennesker stimlede sammen om dem. I Kalkilya fandt man mandag ligene af yderligere to unge mænd, gennemhullet af skud, smidt på en gade. De to havde i det sidste år siddet fængslet for kollaboratørvirksomhed. Invasion Kalkilya og Tulkarem blev natten til mandag invaderet af israelske kampvogne. Rapporter beskrev, at 100 kampvogne kørte ind i Kalkilya kort efter midnat. De israelske tropper befandt sig også fortsat i Ramallah, i Bet Jalah og i dele af Bethlehem og foretog flere steder hus til hus-undersøgelser og arrestationer. Falske penge, sprængstof og våben i hovedkvarter Israel offentliggjorde mandag lister over den mængde våben, ammunition og sprængstof, de havde konfiskeret i Arafats hovedkvarter, sammen med et falskmøntneri og titusindvis af kroner i falske israelske pengesedler. Den israelske militæraktion blev optrappet, efter at ministerpræsident Ariel Sharon søndag aften i en tv-tale til sit folk havde forklaret, at Israel nu befinder sig i krig mod den palæstinensiske terror, der i marts har kostet 122 israelere livet. Tallet dækker over 86 civile mænd, kvinder og børn og 36 soldater og politifolk. Lukket land Efter at det søndag lykkedes en gruppe internationale fredsaktivister og journalister at komme ind til Yassir Arafat, der på tredje dag sad isoleret på anden sal i sit hovedkvarter omgivet af israelske soldater, meddelte de israelske myndigheder, at Ramallah fremover er lukket land for udlændinge. Israel vil heller ikke mere lade folk, der åbent solidariserer sig med Yassir Arafat eller PLO, rejse ind i landet, sagde indenrigsminister Eli Yishai. »Byen er en spøgelsesby. Situationen her er ganske simpelt forfærdelig«, sagde den unavngivne palæstinensiske kollega mandag fra sit hjem i Ramallah. Kritik fra Peres Den israelske udenrigsminister, Shimon Peres, kritiserede mandag ifølge AFP indirekte sin regerings fremfærd over for palæstinenserne, da han opfordrede Israel til at lempe belejringen af Arafat. Fredsaktivister såret Fem udenlandske fredsaktivister og en palæstinensisk tv-fotograf blev mandag såret, da israelske soldater åbnede ild og sigtede mod deres fødder under en fredsdemonstration i byen Bet Jala på Vestbredden. De fem udenlandske aktivister kommer fra Storbritannien, Australien, USA, Japan og Frankrig. Blandt de hårdest sårede er en fransk kvinde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























