Israels premierminister, Ariel Sharon, erklærer tirsdag, at han er villig til at lade den palæstinensiske leder Yassir Arafat forlade sit belejrede hovedkvarter i byen Ramallah på Vestbredden. Men betingelsen er, at det bliver på en 'enkeltbillet'. Sharon sagde tirsdag eftermiddag, at han er blevet ringet op af verdens ledere, der har udtrykt bekymring for Arafats skæbne. Sharon har fortalt dem, at de kan sende en helikopter og hente Arafat i Ramallah. Han kan få lov til at forlade den besatte Vestbred, men ikke vende tilbage. EU skal garantere asyl Sharon oplyste også, at han endnu ikke har besluttet sig for, om Arafat skal tvinges i eksil, men den israelske avis Ha'aretz skriver, at Israel er i færd med at finde et land, Arafat kan tvinges i eksil i, og derfor får EU-diplomater først lov til at besøge ham, hvis EU-landene garanterer ham asyl. EU's Mellemøstudsending Miguel Morantionos har ikke fået lov til at besøge Arafat, selvom han i flere dage har krævet at få mulighed for det. Svaret har hidtil været et utvetydigt nej. EU's udenrigskoordinator Javier Solana mener, at både Sharon og Arafat står i vejen for en løsning af konflikten. I et interview med en spansk radiostatio sagde han: »Sharon og Arafat har levet i denne konflikt for længe. Jeg ønsker ingen af dem noget ondt, men jeg tror ikke, at det ville være dårligt, hvis de overlod ledelsen til andre i denne konflikt«. Eftersøge Arafats medarbejdere Mens Arafat sidder isoleret i Ramallah, er en omfattende israelsk militæraktion er i gang på Vestbredden. 12 israelske kampvogne er tidligt tirsdag aften rullet ind i den palæstinensiske by Jenin på den nordlige del af Vestbredden. Israel har samlet omkring 150 kampvogne og pansrede mandskabsvogne i udkanten af byen, der er palæstinensisk selvstyreområde. Israelske ledere har tidligere betegnet Jenin som en 'terrorrede', fordi adskillige af de palæstinensere, der har begået selvmordsattentater i Israel, kom fra netop Jenin. Leder efter Bargouthi Andre steder på Vestbredden er israelske troppper i færd med at finde og arrestere terrormistænkte palæstinensere, blandt andet flere af Arafats nærmeste medarbejdere. Israelerne leder blandt andet efter Marwan Bargouthi, der ofte er blevet nævnt som en mulig afløser for Arafat. Bargouthi betragtes, ifølge den israelske avis Ha'aretz, en nøglefigur i den palæstinensiske terror. Israel: Fejl at respektere VIP'ere Men hidtil har han været fredet på grund af sin tilknytning til Arafat og sin popularitet. Arafats medarbejdere har hidtil haft immunitet, men den er nu opgivet. En kilde i den israelske sikkerhedstjeneste siger til den amerikanske avis Washington Post: »Vores største fejl var at vi havde for stor respekt for de palæstinensiske VIP'ere«. Mistænkte i Arafats kældre Israelerne vil anholde alle de terrorist-stemplede personer, der efter deres overbevinsning gemmer sig i Arafats kældre. Der opholder der sig snesevis af personer, som har forbindelse til de voldshandlinger, der har fundet sted i de seneste år, oplyser de israelske myndigheder. Det vil få omverdenen til at forstå, hvilken røverrede Arafats residens har været, mener det israelske udenrigsministeriums medieeksperter. Som en forsmag på den kommende offensiv af "afsløringer" om Ramallah, fremviste pressecentret i Vestjerusalem mandag en kasse med falske, israelske pengesedler. De var blevet fundet hos Arafat i Ramallah, hed det.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























