Arabisk fredsdue skudt ned

Lyt til artiklen

Det kan virke barokt. Torsdag leverede de arabiske stater den største samlede fredsføler til israelerne nogensinde. Fredag eskalerede volden i Mellemøsten til nye højder, og det kun én dag gamle fredsudspil virkede næsten omsonst. Efter hårde forhandlinger onsdag aften lykkedes det ellers endelig torsdag at skaffe samlet opbakning til en saudiarabisk fredsplan blandt de 22 medlemmer af Den Arabiske Liga - inklusive Det Palæstinensiske Selvstyre. Men da den israelske angrebsbølge fredag skyllede ind over Vestbredden, var tonen igen hård og uforsonlig i den arabiske verden over for især Israels premierminister, Ariel Sharon. Tåbeligt og ulovligt »Sharons handling er tåbelig og ulovlig. Det er et budskab om krig og aggression mod araberne som svar på et budskab om fred fra araberne«, sagde den egyptiske premierminister, Ahmed Maher, da han fredag vendte hjem til Kairo fra det arabiske topmøde i Libanons hovedstad, Beirut. »Sharon har erklæret krig, men det er en krig, han ikke kan vinde. Folkets vilje er stærkere end israelske tanks«, fortsatte han. Anerkendelse For de arabiske ledere så Sharons og Israels svar på de seneste selvmordsangreb som en direkte hån mod det fredsudspil, det efter megen møje og besvær var lykkedes at samle alle Israels ærkefjender om - selv Irak og Libyen. Fredsudspillet blev oprindeligt lanceret af Saudi-Arabien i sidste måned. Det var alene bemærkelsesværdigt, fordi Saudi-Arabien som islams hjemland har en ideologisk rolle som samlingspunkt for modstanden mod jøderne. Men så foreslog landets reelle leder, kronprins Abdallah, at de arabiske lande kunne anerkende Israel, hvis israelerne trak sig tilbage fra de palæstinensiske og syriske områder, de besatte for 30 år siden, og anerkendte en palæstinensisk stat med hovedstad i Jerusalem. De efterfølgende blodige uger i Israel og de palæstinensiske områder så længe ud til at kunne knække forslaget, før det overhovedet var fremlagt på topmødet. Da Israel begrænsede den palæstinensiske leder Yassir Arafats rejsefrihed, så han ikke kunne komme med til topmødet, var stemningen på nulpunktet. Det, der skulle være det vigtigste topmøde i Ligaens 56 år lange historie, så ud til at blive en skuffelse. Dets første dag, onsdag, var præget af kaos. Ud over Arafat meldte 11 af 22 statsledere afbud. Og da topmødet endelig var i gang, var det som så mange gange før præget af intern arabisk splid. Udvandrede Den palæstinensiske delegation udvandrede, da de libanesiske værter ikke ville transmittere en videotale af Arafat - efter de flestes vurdering på grund af en gammel politisk strid med Arafat. Sidst på aftenen blev de efter store anstrengelser overtalt til at vende tilbage. Dagen efter var der pludselig smil over hele linjen, som om araberne pludselig havde forstået, at de var nødt til at vise enighed udadtil. Ikke blot vedtog de fredsudspillet i usædvanligt klare meldinger. De to gamle Golfkrigs-fjender, Irak og Kuwait, underskrev også en aftale, hvor Irak lovede at respektere Kuwaits grænser. Hvorefter alle de arabiske stater erklærede, at et angreb mod Irak er en trussel mod hele regionens sikkerhed. En besked rettet direkte til USA's præsident, George W. Bush. Helt enestående blev det, da kronprins Abdallah i en tv-tale pludselig henvendte sig direkte til israelerne for første gang i den jødiske stats historie. Han sagde, at de sidste 50 års vold kun har affødt mere vold. »Lad mig yderligere sige til det israelske folk, at hvis deres regering forlader sin politik med brug af magt og undertrykkelse og i stedet omfavner freden, så vil vi ikke tøve med at acceptere det israelske folks ret til at leve i sikkerhed med andre af regionens folkeslag«, sagde han. Enestående tilbud »I enhver anden sammenhæng ville dette have været et gennembrud«, sagde den politiske analytiker Carol Hakim til Reuters. »Araberne er aldrig før kommet med så klart et forslag«, sagde han. »Israelerne kunne ikke have drømt om at få araberne til at godkende sådan en plan enstemmigt«. Under overfladen var der dog stadig masser af gnidninger mellem de arabiske lande, og enigheden er skrøbelig. Det var derfor, de mest Israel-venlige lande, så som Egypten, var rasende over den israelske offensiv. Fredsudspillet ligger dog stadig på bordet. Men den saudiarabiske udenrigsminister Saud Faisals ord ved slutningen af topmødet kan vise sig profetiske. »Planen kræver, at Israel tager visse skridt, mens vi lover at tage andre skridt«, sagde han. »Hvis Israel afviser det, stopper fredsprocessen. Sådan er det. Vi vender tilbage til volden. Vi vender tilbage til truslen om en eskalering i konflikten«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her