Kinas arbejdere genoptager protester

Lyt til artiklen

I den nordøstlige kinesiske by Liaoyang gik vrede, fyrede arbejdere på gaden igen i går for at demonstrere, at de ikke har tillid til regeringens løfter om at skaffe dem i arbejde. Omkring 1.000 arbejdere var mandag morgen samlet foran regeringskontorerne i byen, og efter den stille weekend gik tusinder ligeledes i fornyet protest godt 650 kilometer nordpå i oliebyen Daquing. Store grupper af demonstranter har raset i ugevis i de to byer og lagt yderligere pres på det regerende kommunistparti, der kritiseres af millioner af arbejdsløse, som har mistet deres arbejde som led i reformer af landets skrantende offentlige sektor. Demonstranterne i Liaoyang havde holdt pause i protesterne i tre dage for at få løsladt fire af demonstrationernes arrangører, som politiet har tilbageholdt. Men i går svandt håbet for deres løsladelse blandt demonstranterne. Truet til tavshed Et familiemedlem til en af de tilbageholdte fortalte Reuters, at politiet havde truet hende med følgerne, hvis hun deltog i demonstrationerne. »Først sagde de til mig, at vores handlinger kan resultere i alvorlige sigtelser mod vores familiemedlemmer, og de sagde, at vi også vil blive arresteret, hvis vi fortsætter på den her måde«, sagde hun. En kommunal embedsmand sagde, at sagen var ved at blive løst i fredsommelighed. »Men så gik nogle folk med skjult bagtanke til udenlandske medier og organisationer, og det komplicerede situationen«, sagde embedsmanden og ville ikke uddybe nærmere. Demonstranterne i Lioyang krævede løn med tilbagevirkende kraft fra fabrikken og udråbte en række embedsmænd som korrupte i den 1,8 millioner store by, hvor lokale anslår antallet af arbejdsløse til mellem 60 og 80 procent af alle arbejdere. Antallet af demonstranter er steget til 5.000, siden protesterne begyndte først på måneden og fik den lokale regering til at udstationere væbnet politi omkring regeringsbygningerne. Flere fyringer på vej Kinas stats-tv udsendte på vegne af lokalregeringen i Liayang en erklæring, der meddelte, at de tilbageholdte protestarrangører har forbrudt sig mod Kinas love og ordensreglement, fortalte nogle arbejdere. I oliebyen Daqing beskylder demonstranterne en filial af Kinas største olieproducent for utilstrækkelig kompensation efter fyringerne. Her var op mod 50.000 mennesker på gaden, da demonstrationerne var på deres højeste i løbet af de sidste tre uger, sagde øjenvidner. Efter at have holdt pause i weekenden stillede flere tusinde arbejdere sig ifølge vidnerne op foran oliefabrikken i går. »Der er helt sikkert mange flere mennesker her, end der var i weekenden«, sagde et vidne, der fortalte, at nogle af arbejderne bar på protestbannere. »Mindst 10 lastvogne med bevæbnede politifolk holdt vagt i området«. Lokalregeringen har reageret på protesterne med et massivt politiopbud og ved at anholde arrangørerne. Eksperter forventer, at mange flere arbejdere vil miste deres job, nu hvor Kina er blevet medlem af WTO og åbner sine døre for konkurrence udefra. Oversættelse: Iben Albinus

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her