Afghanistans midlertidige leder, Hamid Karzai, græd, da han lørdag genåbnede Afghanistans skoler, der i årevis har været underlagt den fundamentalistiske Taleban-milits' dogmer inden for dagligdags emner som matematik og videnskab. Drenge - og piger - løb, hoppede eller dryssede stille og roligt ind i klasselokalerne ved det ny skoleårs begyndelse. Og forskellen fra sidste skoleår er stor. Nu har kvindelige lærere igen lov til at undervise, og efter seks år under Taleban-militsen kan piger over ni år igen gå i skole. Som et symbolsk brud på Afghanistans krigshærgede fortid åbnede børnene nye skolebøger, der i al hast er forfattet af afghanere bosat i USA, og som inden for de seneste dage er ankommet til Afghanistan. Bøgerne indeholder endog fotografier af mennesker. Noget der ellers var forbudt under Taleban-styret.
Afghanistans skoler åbnet igen
Lyt til artiklen