Mislykket israelsk operation

Lyt til artiklen

Den storstilede israelske militæroperation på Vestbredden og i Gaza i forrige uge opfyldte ikke sit formål. Snarere tværtimod. Det stod at læse i en hemmelig rapport skrevet af den militære efterretningstjenestes forskningsafdeling, som i går blev offentliggjort af den israelske avis Yediot Aharonot. Mere end 20.000 soldater deltog i sidste uge med kampvogne, helikoptere og til tider F-15 kampfly i den største israelske militærkampagne siden invasionen i nabolandet Libanon i foråret 1982. Det erklærede formål var at smadre terrornetværket i de palæstinensiske flygtningelejre og byer. Men operationen mislykkedes. Affødte hævn I stedet for at smadre infrastrukturen affødte den israelske militæraktion en kæmpe motivation for hævn, skriver efterretningstjenestens forskere. De israelske bombninger og de såkaldte målrettede drab, alias likvideringer af militante palæstinensere, har ifølge rapporten negativ virkning på den palæstinensiske side. Forskerne ser en klar forbindelse mellem visse af de israelske aktioner og motivationen til at foretage selvmordsaktioner i Israel. Rapporten beskriver ødelæggelsen af en række raketværksteder i de palæstinensiske områder som taktiske succes'er, idet man for en tid forhindrer produktionen af de såkaldte Kassam-2-raketter. Men selve operationens hovedformål, at arrestere hovedmænd og dermed smadre infrastrukturen mislykkedes, simpelthen fordi lederne af de forskellige organisationer, der står bag terroren, nåede at stikke af, før israelerne kom. Den militære efterretningstjeneste skriver i sin rapport, der var tiltænkt de israelske beslutningstagere og sandsynligvis ikke avislæserne, at den israelske militæroperation også svækkede det Palæstinensiske Selvstyre ikke mindst de palæstinensiske sikkerhedsstyrker. »De israelske operationer forhindrede de palæstinensiske sikkerhedsorganisationer i at bekæmpe terror, fordi det ville have tvunget dem i rollen som israelske håndlangere«, citerer avisen Yediot Aharonot. »Den militære efterretningstjeneste er nået nøjagtig til de konklusioner, som vi har sagt hele tiden. Det er ærgerligt, at hæren ikke læste den, inden de gik i gang«, sagde den israelske oppositionsleder Yossi Sarid torsdag. Arafat blokerer Men den israelske militære efterretningstjeneste konkluderede ikke kun om emner, der huede den israelske fredsfløj. Tjenestens ledere fortalte onsdag til politikerne, at de mener, at det er umuligt at nå en fredsløsning med palæstinenserne, så længe Yassir Arafat er ved magten. »Arafat er interesseret i at fortsætte den voldelige konflikt med Israel ud fra den opfattelse, at blodsudgydelserne styrker den palæstinensiske sag«, sagde efterretningschefen general Aharon Zeevi og hans vicechef Yossi Kuperwasser i Yediot Aharonot. Udtalelsen fik udenrigsminister Shimon Peres til at fare i flint. »Hold op med at indprente folket al den pessimisme. Jeres opgave er at komme med informationer, men det er politikernes opgave at drage politiske konklusioner og ændre forholdene«, sagde Peres.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her