Jowzjan-fænglset er bygget til 800 fanger. Lige nu er der 3.000. Størstedelen af dem er afghanske og pakistanske Talebansoldater, der i november overgav sig til de amerikanske styrker efter heftige kampe i Kunduz. Fængslet, der ligger i landsbyen Shibarghan i det nordlige Afghanistan, har elendige sanitære forhold og kun 40 celler. Syge, snavsede og sultne De er fyldt til bristepunktet, hver med omkring 75 syge, snavsede og sultende Talebansoldater, som ingen myndigheder, hverken afghanske eller amerikanske, ønsker at tage ansvar for. Imens raser sult, dysenteri, lungebetændelse og hepatitis A i fængselscellerne. Afghanske løfter Soldaternes overgivelse i Kunduz overraskede amerikanerne, da tusindvis af Taleban- og al-Qaeda-soldater havde erklæret, at de ville kæmpe til døden. Kort efter overgivelsen var der snak om, at FN skulle overtage fangerne, og i mellemtiden lovede den afghanske overgangsregering at sørge for, at fangerne blev behandlet ordentligt. Glemte fanger Men nu, fire turbulente måneder senere, er al snak døet hen, inden ord blev til handling. Omverden har glemt alt om fangerne, og hverken mad eller medicin finder frem til Jowzjan-fængslet. »Ved middagstid bliver de syge og døende fanger båret ud af deres celler og lagt på jorden i nogle få øjeblikkes frisk luft og sol. Som de ligger der, tavse og forvredne på lyseblå tæpper, ser de døde ud. Men så lyder et støn eller opfanges en bevægelse, og så ved vagterne, at fangen har det godt nok til at blive slæbt ind igen«, skriver en reporter fra New York Times, der har været i Shabarghan. 300 efterladt Efter overgivelsen tog amerikanerne 100 al-Qaeda-soldater med sig til Guantanamo-basen i Cuba og overlod de 3.000 Talebanfanger i afghansk varetægt. Den afghanske overgangsregering har ikke overholdt løftet om at sikre fangerne en ordentlig behandling indtil deres fremtid bliver afgjort, og der har ingen meldinger været fra FN eller andre dele af det internationale samfund. Uvisse skæbner Fængselsinspektøren i Jowzjan, general Jura Beg, fortæller, at den afghanske regering end ikke har besøgt fængslet, og at der ingen beslutning er taget om fangernes skæbne. »Der dør en fange hver anden uge. Vi har ikke mad nok til dem mere, vi har ikke noget medicin og drikkevandet er snavset«, siger Jura Beg til New York Times. Amnesty International kritiserer på det kraftigste Jowzjan-fangernes kår og understreger, at alle kæmpende, der tages til fange eller tilbageholdes for en periode af amerikanske eller andre internationale styrker i Afghanistan, skal opfattes som krigsfanger. 'USA's ansvar' »USA har ifølge Folkeretten stadig ansvar for fangernes velfærd og har forpligtelse til at sikre, at alle krigsfanger, der er overgivet til afghanske myndigheder, bliver behandlet i overensstemmelse med Genève-konventionen«, siger en talskvinde fra Amnesty Internationals hovedkontor i London. Hun understreger, at fangerne har ret til at blive forsynet med tilstrækkelig mad, tøj, rent vand og medicin. »Når den temmelig uerfarne afghanske regering ikke kan klare det selv, må USA og det internationale samfund bruge sin indflydelse og forsyne de afghanske myndigheder med ressourcer, der kan sikre, at alle fangerne bliver behandlet menneskeligt. At blive tilbageholdt som fange, hvad enten det er som mistænkt for forbydelser eller som krigsfange, bør ikke indebære en risiko for død som følge af sygdom og elendighed«, siger Amnesty Internationals talskvinde for afghanske anliggender.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























