Tidsskriftet al-Majallah kom på sporet af Osama bin Ladens kone, der kun identificeres ved initialerne A.S., og fik hende med stort besvær overtalt til at mødes med en journalist. Hun gik med til at lade sig interviewe, men stillede adskillige betingelser. Af sikkerhedssyn ville hun ikke fotograferes eller have sit opholdssted afsløret. A.S. udtalte sig roligt og selvsikkert under interviewet med journalisten. Hun bor i et beskedent hus og virker som en uhøjtidelig person. Hvordan var det at leve sammen med Osama? »Da vi boede sammen, kom han af og til hjem sent om aftenen og lagde sig for sig selv. Han blev liggende i timevis, og han brød sig ikke om, at man talte til ham«. »Han blev vred, hvis jeg forsøgte at sige noget til ham, så jeg lod ham være i fred. Han sad tit og tænkte i timevis og gik meget sent i seng. Han sov kun to-tre timer. Selv om han var hos mig, følte jeg mig nogle gange ensom. I den sidste tid var han hele tiden bekymret og så træt og udmattet ud, fordi han ikke fik sovet. De fleste dage tog han medicin og sovepiller, så han kunne falde i søvn«. Boede du sammen med hans andre koner i samme hus? Hvordan behandlede han dig og de andre? »Nej, vi boede ikke i samme hus. Hver hustru havde sit eget hus. Der var to koner i Kandahar, som havde et hus hver. Den tredje kone havde et hus i Kabul, og den fjerde i Tora Bora-bjergene«. »Han besøgte mig som regel en gang om ugen. Hans koner mødtes kun hver eller hver anden måned. Så kom han selv eller en af hans sønner for at hente os til et af husene. Vi mødtes oftest i Umm-Awads hus. Han advarede mig altid mod at tage ind til byen alene. Hvis jeg manglede noget, så kunne jeg sende et af børnene ind at købe det, sagde han«. »I den sidste periode talte han sjældnere til mig, og jeg tilbragte det meste af tiden hjemme. Han ville ikke lade mig gå ud og sagde, at jeg kunne komme til skade, hvis jeg gjorde det. Til sidst besøgte han mig kun hver anden eller tredje uge. Han sagde, at han havde travlt, at han havde nogle problemer, og at han hele tiden holdt møder med mullah Omar og Talebanlederne. Og når han rejste til et andet område, sagde han ikke noget om det. Før i tiden fortalte han den slags og tog én af os med sig på rejserne«. Hvordan var det hus, du boede i, og hvilken slags mad kunne Osama godt lide? »Mit hus var meget enkelt. Det lignede et almindeligt landsbyhus. Med hensyn til mad, så kunne Osama godt lide brød, yoghurt, honning og dadler. Han spiser sjældent kød«. Når han ikke ville lade dig gå ud, var det så, fordi han var bekymret for, at Talebanmændene skulle gøre dig noget? »Han fortalte mig på et tidspunkt, at han var dybt bekymret og frygtede, at talebanerne ville falde ham i ryggen og forsøge at skaffe ham af vejen. Han var bange for, at USA skulle bestikke en af dem til at gøre det af med ham. Han sagde også, at han havde nogle uoverensstemmelser med mullah Omar og Talebanlederne, og at de chikanerede ham, sandsynligvis fordi de ikke ønskede, at han skulle blive boende hos dem«. Hvem var tættest på ham? »Han talte altid om mullah Omar, Sulayman Abu Ghayth (al-Qaedas officielle talsmand, red.) og Abu-Hafs (et pseudonym for Mohamed Atef, bin Ladens ven og militære strateg, som blev dræbt under et amerikansk bombardement i Afghanistan, red.). Han sagde, at de havde den rigtige viljestyrke og tålmodighed. Han tog som regel en af dem med sig, når han var ude at rejse«. Var han omgivet af et stort sikkerhedsapparat? »Han havde en stor gruppe soldater, stammefolk og unge arabiske mujahedinere samt en række biler, som de rejste i«. Sagde Osama noget til dig om sine planer om at angribe USA ? »Det nævnte han slet ikke noget om. Han talte gerne om USA's verdensherredømme og samarbejde med Israel. Han sagde tit til mig, at han havde en stor plan, og at han havde viet sit liv til at konfrontere amerikanerne. Han sagde, at USA ydmygede araberne, og at han havde en stor gruppe unge mujahedinere, som hadede USA og var villige til at føre jihad (hellig kamp eller krig, red.) mod landet«. Hvordan reagerede Osama på de amerikanske beskyldninger om, at han stod bag bombeangrebene på USA's ambassader i Nairobi og Dar es Salaam? »Jeg hørte ham flere gange sige, at USA var hans hovedfjende. At amerikanerne forsøgte at skubbe deres problemer over til os i vores region, og at de forfulgte ham og forsøgte at dræbe ham. Han sagde, at USA havde fortjent det og mere til, og at Gud havde vist vejen for nogle af de unge, så de kunne give USA en lærestreg«. Spurgte du ham nogensinde, om det var ham, der stod bag de angreb? »Nej«. Hvorfor ikke? »Han brød sig ikke om at diskutere den slags med mig. Han blev vred på mig, da jeg forsøgte at spørge ham. Jeg måtte aldrig spørge om den slags mere, sagde han«. Hvordan fordelte han sin tid mellem sine forskellige huse, forretningsinteresser og al-Qaeda? »Han kom gerne hjem en gang om ugen. Det meste af tiden passede han sine forretninger sammen med en gruppe medarbejdere«. Hvilke forretningsområder beskæftigede han sig med? »Handel og byggeri. Han talte altid om sine virksomheder, der beskæftigede sig med byggeri og vejarbejde sammen med en lang række velgørende grupper, som hjalp de fattige og trængende i Afghanistan«. Hvornår har du senest set Osama, og hvordan forløb mødet? »Sidste gang jeg så ham, var før det, der skete i september. Han besøgte mig i huset, gav mig en telefon og bad mig ringe til min familie og sige, at vi rejste et andet sted hen, og at de ikke ville høre fra mig i lang tid«. Sagde han, hvor I skulle hen? Ringede du til din familie? »Ja, jeg ringede til min mor og sagde det. Men han sagde ikke, hvor vi skulle hen. Han gjorde en bil klar og sagde, at jeg skulle tage af sted sammen med nogle af hans sønner og nogle vagter. Vi skulle til et område nede sydpå, tæt på grænsen til Pakistan. Jeg kendte ikke stedet, men vi skulle hjem til en lokal stammeleder«. »Adskillige dage senere hørte vi om eksplosionerne i USA, og at amerikanerne havde erklæret Osama og Taleban krig. Da USA begyndte at bombe Afghanistan, flyttede vi til et sted i bjergene sammen med nogle børn. Vi boede i en af hulerne i to måneder, indtil en af hans sønner og nogle stammefolk kom og hentede os. Jeg vidste ikke, at vi skulle til Pakistan, før de udleverede os til den pakistanske regering«. Er det sandt, at Osama havde smerter på grund af en nyrelidelse? »Han havde konstant smerter i nyrerne og maven. Han sagde på et tidspunkt, at han ville tage til Pakistan for at blive behandlet«. Hvornår sagde han det? »Det var næsten to måneder før det, der skete i september«. Har Osama kontaktet dig, siden du forlod Afghanistan? »Han har ikke kontaktet mig en eneste gang«. Tror du, at han er blevet dræbt? »Jeg har en stærk fornemmelse af, at han lever. Hvis han var blevet dræbt, så ville hele verden have vidst det, for Osamas død kan ikke holdes skjult«. Hvis Osama stadig var i live, hvor ville han så befinde sig nu? Kan han have forladt Afghanistan? »Han har aldrig nævnt noget om, at han ville forlade Afghanistan, og han har altid ønsket at dø der. Han sagde engang til mig, at hvis han forlod Afghanistan, så ville det være for at møde sin skaber«. Havde han nogen særlige fritidsinteresser? »Jagt. Han kunne godt lide at gå på jagt. Han gik på jagt sammen med nogle venner om fredagen«. Har du fortrudt, at du giftede dig med Osama, nu da verden betragter ham som terrorist? »Jeg fortryder ikke noget, for alt er forudbestemt af skæbnen og Guds vilje. Jeg tror ikke, at han er terrorist, selv om Vesten tegner det billede af ham«. Du har sønner sammen med Osama bin Laden. Hvordan ser du på deres fremtid? »Jeg vil lære dem at være retskafne og at følge Guds vej. Jeg er ikke bekymret for dem, for vi underkaster os Guds skrevne ord og vilje. Vi kan ikke afværge det, som skæbnen og Gud har besluttet«. Hvis Osama bin Laden dukker op igen og beder dig vende tilbage til Afghanistan, eller hvor han nu måtte befinde sig, vil du så gøre det? »Lad os og vente og se, hvad der sker«. Modtog Osamas børn stadig undervisning, da Taleban havde forbudt alle skoler undtagen de religiøse? Og hvad blev de undervist i? »De havde privatlærere, som underviste dem i arabisk, engelsk, matematik og naturfag. De lærte dem også at bruge computer«. Oversat fra engelsk af Tonny Pedersen
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Jessica Nielsen




























