Sydafrika opfordrer til national enhed i Zimbabwe

Lyt til artiklen

Sydafrika opfordrer fredag Zimbabwe til at arbejde for national enhed, mens pro-demokratiske aktivister sværger, at de vil gå i gaderne og protestere mod, at præsident Robert Mugabe blev genvalgt ved præsidentvalget i sidste weekend. Sydafrika, der er Zimbabwes mest magtfulde nabo, vil fortsætte med at 'opfordre det zimbabwiske folk til at arbejde for national enhed, økonomisk genopretning og social stabilitet', siger den sydafrikanske regeringstalsmand Joel Netshitenzhe til det franske nyhedsbureau, AFP. Opposition tror ikke på en enhedsregering Som svar på et spørgsmål om, hvorvidt Sydafrika gerne ser en national enhedsregering dannet i Zimbabwe, siger Netshitenzhe: »Det er ikke de ord, vi har brugt.« Oppositionspartiet Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC), hvis leder Morgan Tsvangirai har afvist genvalget af Mugabe, har da også sået tvivl om, hvorvidt en sådan national enhedsregering overhovedet vil være levedygtig. »Det er meget svært at forestille sig. Jeg kan ikke forestille mig, at Mugabe overhovedet vil overveje det«, siger David Coltart, der er medlem af parlamentet for MDC. 'Hvad er formålet?' Coltart tilføjer, at det ikke er tilstrækkeligt at trække et antal personer ind i en national enhedsregering. »Man må også have et formål med det«, siger Coltart. Aktivister afviser valgresultat Imens meddeler en paraplyorganisation af pro-demokratiske aktivister i Zimbabwe fredag, at de ligesom en række udenlandske og lokale valgobservatører afviser resultatet af præsidentvalget den 9. - 11. marts. Den Nationale Forfatningsforsamling (NCA) lader forstå, at de betragter Zimbabwes regering som ulovlig, og at organisationen 'i løbet af de kommende uger vil afvikle fredelige massedemonstrationer rundt om i landet' i protest over valget. Indsættelsesceremoni søndag NCA siger, at datoerne for massedemonstrationerne vil blive offentliggjort i næste uge, og at de har til hensigt at 'tvinge Mugabe og hans regering til at acceptere behovet for en ny forfatning', som ifølge NCA er den eneste måde, man vil kunne sikre et frit og retfærdigt valg i Zimbabwe. Zimbabwes regering fortsætter i mellemtiden ufortrødent forberedelserne til indsættelsesceremonien for Mugabe søndag, selv om Mugabes nuværende mandatperiode først udløber den 31. marts. Mugabe har endnu ikke udtalt sig offentligt siden valget, som Vesten, det britiske statssamfund Commonwealth og Japan har betegnet som præget af svindel og vold. Støtte fra Sydafrika En række afrikanske lande har imidlertid bakket op om den 78-årige, gamle befrielseshelt Mugabe, der fredag i Zimbabwes svar på Statstidende kundgjorde sine allerede bebudede indgreb over for den lokale og den internationale presses frihed. Få timer efter at Commonwealths valgobservatører offentliggjorde en stærkt kritisk rapport om valget, og såvel Storbritannien som USA havde afvist valget, betegnede Sydafrikas vicepræsident, Jacob Zuma, valget som 'lovligt, frit og retfærdigt'. Zuma overrakte også Mugabe lykønskninger fra Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, under et besøg i Zimbabwe. Kritiske Commonwealthlande mødes tirsdag Tirsdag mødes en Commonwealth-trojka bestående af Sydafrikas og Nigerias præsidenter samt Australiens premierminister i London for at træffe en beslutning om, hvad Commonwealth skal gøre som reaktion på situationen i Zimbabwe. Det lykkedes ikke for den 54-lande store organisation ved et topmøde tidligere på måneden at nå til enighed om det følsomme Zimbabwe-spørgsmål. I stedet besluttede topmødet at give trojkaen mandat til at træffe en beslutning baseret på Commonwealth-observatørernes rapport om valget. Mugabe er allerede underlagt sanktioner fra EU og Storbritannien og torsdag meddelte USA, at det overvejer yderligere sanktioner mod Zimbabwe. Det samme gør EU.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her