Bror: Karadzic overgiver sig ikke

Lyt til artiklen

På anden dag prøvede NATO-ledede SFOR-styrker fredag at støve den eftersøgte Radovan Karadzic op i bjergene omkring Celebici i det sydøstlige Bosnien. Frivilligt overgiver han sig ikke, siger hans bror Luke til en lokal bosnisk avis lørdag. Fredag opfordrede NATO officielt Radovan Karadzic til at overgive sig, men hans bror Luke afviser over for avisen Nezavisne Novine, at det kunne komme på tale. »Det vil han ikke, det er et meningsløst spørgsmål«, erklærede broren. »Radovan har ingen intentioner om at overgive sig, fordi han ved at gøre det ville forråde sig selv, sine venner og sin familie«. Broren sagde også, at han - selv om han ikke er i direkte kontakte med sin eftersøgte bror - vidste, at Radovan Karadzic har det godt. Anden eftersøgning Endnu fredag formiddag søgte de NATO-ledede SFOR-styrker på anden dag efter den krigsforbrydersigtede Radovan Karadzic i bjergene omkring Celebici i det sydøstlige Bosnien, men uden resultat. NATO-styrker, der landede med helikoptere, brød ind i kirken, i skolen og flere bygninger, hvis døre blev sprængt i luften. Ingen kom noget til, men befolkningen var tydeligt skræmte, fortalte Radio B-92, der havde en mand på stedet. I hovedkvarteret i Sarajevo indrømmede en talsmand, Daryl Morrell, at man var »dybt skuffet« Men generalsekretær George Robertson sagde fra NATO's hovedkvarter i Bruxelles, at Karadzic vil blive fanget før eller siden. For retten »Man kan forvente både synlige og skjulte operationer, indtil den dag kommer, hvor de, der er anklaget for krigsforbrydelser bliver stillet for retten i Haag. Dem, der skjuler disse mennesker, skal også vide, at regnskabets dag kommer også for dem«, sagde Robertson. Han opfordrede alle de efterlyste til frivilligt at melde sig, »mens de endnu har værdigheden i behold«. Dobbeltgænger Flere kilder i Beograd oplyste fredag til de lokale medier, at man har fundet en dobbeltgænger, der ligner Karadzic meget, udstyret ham med en paryk, og lader ham køre rundt i området omkring Celebici, Foca, Visegrad og Pale i et forsøg på at aflede NATO's opmærksomhed. En af Karadzic's tidligere medarbejdere, John Zametitsa, erklærede fredag, at han så operationen som en prøve fra NATO's side. Han mente, at man vil afprøve, hvordan befolkningen vil reagere, når truslen mod den tidligere leder af landet bliver synlig. Plakater rives ned Der er ikke meldt om nogen protestdemonstrationer til fordel for Karadzic indtil videre. Kun bliver alle plakater, hvor Karadzic efterlyses, konsekvent revet ned, når NATO hænger dem op i Republika Srpska. Den serbiske ministerpræsident Zoran Djindjic sagde i et tv-interview fredag, at han regnede med, at flere sigtede ville blive overgivet til domstolen i Haag i løbet af de kommende uger. Han nævnte ikke den anden hovedsigtede, general Ratko Mladic, ved navn, men signalet var klart. Fanges Karadzic, så står Mladic for tur næste gang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her