»Starten på retssagen mod Slobodan Milosevic ved krigsforbryderdomstolen i Haag har været en katastrofe. Den truer med at udvikle sig til en sæbeopera, et tv-show, der intet har at gøre med en retfærdig retssag mod en krigsforbryder«, sagde den jugoslaviske udenrigsminister Goran Svilanovic i går under et besøg i København. »Åbningen af retssagen med anklagemyndighedens indlæg viste, at man har vendt hele sagen på hovedet. Det viser en mangel på politisk kløgt og en mangel på juridisk kompetence både hos domstolen, men især hos anklagemyndigheden«, sagde Svilanovic i et foredrag, han holdt i Det Udenrigspolitiske Selskab i aftes. Sæbeopera »Det har udviklet sig til et tv-show, som den jugoslaviske befolkning følger, som var det en sæbeopera. Det bør det ikke være. Rent politisk må jeg sige ganske åbent, at det ikke hjælper den gode sag, nemlig at få dømt krigsforbrydere og få åbnet op for en forsoning mellem befolkningerne på Balkan«, sagde han. Svilanovic mente, at opgaven burde være at præsentere de konkret ansvarlige for krigsforbrydelserne i Kosova, Bosnien og Kroatien og så etablere forbindelsen op til de, der gav ordrerne, herunder Milosevic. Intet med massakrer at gøre I stedet har man startet med at præsentere små lokale vidner, der kunne fortælle om de massakrer og overgreb, der har fundet sted, men som ikke synes at have meget direkte at gøre med den tidligere jugoslaviske præsident. Svilanovic fastslog, at Jugoslavien var bundet til at samarbejde med Haag-domstolen, selv om det var en vanskelig sag indenrigspolitisk. Hvis man forsøgte at fremlægge en lov i parlamentet, der sikrede samarbejdet, ville regeringen falde. Frygt for uro I weekenden erklærede den serbiske ministerpræsident Zoran Djindjic, at man ikke turde arrestere den krigsforbrydersigtede general Ratko Mladic. Det kunne føre til uro blandt de omkring 200.000 bosnisk-serbiske flygtninge, der opholder sig i landet, sagde han i et interview til det tyske ugeblad Der Spiegel. Tidligere har den jugoslaviske præsident Vojislav Kostunica kritiseret Haag-domstolen for at mangle juridisk kompetence og blot forsøge at skabe et historisk tribunal »fyldt med megen misinformation«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























