Mindst ni blev dræbt og 12 såret, da bevæbnede mænd tirsdag åbnede ild i en shiamuslimsk moske i den nordpakistanske by Rawalpindi, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Ifølge politiets foreløbige oplysninger kørte tre mænd til moskeen. To gik indenfor og begyndte at skyde med automatvåben på omkring 28 bedende. Nedskydningen er den første af sin slags, siden Pakistans præsident, Pervez Musharraf, den 12. januar i år erklærede, at han fremover vil slå hårdt ned på militante grupper i landet. Tirsdagens hændelser ændrer ikke på det, forsikrer Pakistans indenrigsminister, Tasneem Noorani. »Regeringen vil gøre alt, der skal til for at forhindre sådanne angreb og straffe forbryderne«, siger Tasneem Noorani til det franske nyhedsbureau AFP.
Ni dræbt i pakistansk moské
Lyt til artiklen