USA skærper propagandakrig

Lyt til artiklen

Pentagon, det amerikanske forsvarsministerium, er ved at lægge sidste hånd på planer om at plante både information og desinformation i udenlandske medier - i såvel venligtsindede som fjendtligt indstillede lande. Det skal ske gennem 'The Office of Strategic Influence', der er blevet skabt til formålet, afslører det amerikanske dagblad New York Times. Det amerikanske militær har altid ført en informationskrig mod fjendtligt indstillede lande, som det gjorde med flyveblade og radioudsendelser, da talebanerne regerede i Afghanistan. Det arbejde fortsættes stadig fra luften over Afghanistan fra et specielt udstyret militærfly, der er i stand til at sende både radio og fjernsyn til den afghanske befolkning. Rettes mod øst Den nye afdeling i Pentagon skal i første række rettes mod befolkningerne i Mellemøsten og Asien, men også medier i Vesteuropa kan blive målet. Det er normalt det civile udenrigsministerium, der søger at fremme forståelsen for amerikanske synspunkter. De endelige planer skal godkendes af præsident George W. Bush, og det er ikke sket endnu. Men planerne har skabt splid i Pentagon, hvor kritikere frygter, at den nye afdeling vil underminere troværdigheden af de informationer, som rutinemæssigt hver dag sendes ud, blandt andet gennem den daglige pressebriefing i Pentagon. Endnu ikke godkendt Forsvarsminister Donald Rumsfeld støtter projektet, men har ikke godkendt noget endnu. Han har bedt en fremtrædende advokat i Pentagon om at gå forslagene igennem. Baggrunden for den nye informationafdeling i forsvarsministeriet er, at Bush-regeringen frygtede, at landet var ved at miste støtte i den islamsiske verden, efter at amerikanske fly begyndte at bombe i Afghanistan i oktober sidste år. Kontoret for strategisk indflydelse vil koordinere sit arbejde med det nye kontor for terrorbekæmpelse i Det Hvide Hus. De to afdelinger ledes af hver sin general. Indflydelseskontoret vil bruge alle instrumenter, der er til rådighed i det amerikanske forsvar for at påvirke omverdenen, skriver New York Times. En af planerne går ud på at plante nyheder - sande eller falske - i udenlandske medier gennem kilder, der ikke umiddelbart bliver forbundet med Pentagon. Mange penge til rådighed Et andet forslag går ud på at sende journalister, meningsdannere og politikere e-mail med synspunkter, der fremmer amerikanske interesser, uden at afsenderen kan identificeres. Den nye afdeling har fået stillet mange penge til rådighed af kongressen og har for 100.000 dollar om måneden ansat Rendon-gruppen til at hjælpe sig. Det er et rådgivningsfirma i Washington, hvis leder er en af tidligere præsident Jimmy Carters rådgivere. Firmaet har tidligere arbejdet for den centrale efterretningstjeneste CIA, den kuwaitiske kongefamilie og irakiske oppositionsgrupper. Rådgivningsvirksomheden siger, at kontrakten med forsvarsministeriet forbyder det at tale om arbejdet, og Pentagons talskvinde Victoria Clarke afviser at diskutere detaljer om den nye afdeling.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her