Ingen adgang til dansk fange i Cuba

Lyt til artiklen

Danmark står pænt i kø for at få lov af USA til at sende en delegation til Cuba for at mødes med den danske statsborger, der nu på anden måned holdes fanget, uden at der er rejst nogen sigtelse mod ham for eventuel deltagelse i terrorhandlinger. Det oplyste udenrigsminister Per Stig Møller (K) onsdag i Folketingets spørgetid. Kender ikke anklagen »Vi ved ikke, hvad han er anklaget for. Vi er med i en koalition, der forsvarer demokratiet. Han vil blive retsforfulgt, men da vi ikke kender sigtelserne, kan vi ikke komme med nogen vurdering«, sagde ministeren. Den danske fange skal være anholdt i Afghanistan i december. Udenrigsministeriet fik den første oplysning om ham 8. januar, men fik det først bekræftet 14 dage senere. Han blev overført til fængslet i Guantanamo 8. februar. Per Stig ved ikke om fem-seks uger er lang tid Per Stig Møller ville ikke vurdere, om fem-seks uger er lang tid til at nå til en afklaring om anklagerne. Han ville heller ikke tage stilling til, om Danmark skal begære ham udleveret, før man kender sigtelserne. Kun via Røde Kors har man sikret sig, at han lever under humane forhold,sagde ministeren. Sag mod USA Kritikken mod USA for at bure fanger inde på basen i Cuba førte onsdag til, at advokater for slægtninge til to britiske og en australsk fange anlagde sag mod den amerikanske regering ved en forbundsdomstol i Washington. De ønsker, at de skal behandles på samme måde, som den amerikanske statsborger John Walker Lindh, der også blev fanget i Afghanistan og sigtes for at være medlem af al-Qaeda. Han sidder i et amerikansk fængsel og har adgang til advokater og kan få besøg af sin familie. Samme respekt som amerikanerne får »Vi ønsker, at britiske statsborgere behandles med samme respekt som amerikanske. Vi vil også have spørgsmålet besvaret, om regeringen og præsidenten kan tilbageholde hvem som helst, de ikke bryder sig om, uden at komme i konflikt med forfatningen«, sagde deres advokat Clive S. Smith. Amnesty International bad onsdag i et brev udenrigsminister Per Stig Møller om at sikre, at den danske fange får juridisk bistand og informeres om sine rettigheder, og at alle forhold omkring hans fængsling offentliggøres.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her