USA planlægger straffekoloni ved Guantanamobasen

Lyt til artiklen

USA planlægger et mere permanent fængsel og en slags straffekoloni på Guantanamobasen i Cuba, hvor 254 talebanere og al Qaeda-soldater holdes indespærret og afhøres. Fængslet, der skal have 408 celler, bliver airconditioneret og ventes at skulle være i brug i mindst fem år. Det skal erstatte de nuværende burlignende celler. Uden det siges lige ud så planlægger USA at tilbageholde nogle af al-Qaeda-soldaterne på ubestemt tid, også selv om de ikke bliver dømt for noget. Farligt Det vil være for farligt at slippe dem løs, siger informerede kilder til Washington Post. Talebanere og al-Qaedamedlemmer, der dømmes, skal også afsone deres straf på Guantanamobasen, som USA har lejet på ubestemt tid. Langt de fleste retssager mod de tilbageholdte, som USA foretrækker at kalde fangerne, skal også finde sted på militærbasen. Siden præsident George W. Bush meddelte planerne om at stille de tilbageholdte for militærdomstole, har eksperter i justitsministeriet arbejdet med at fastlægge regler for, hvordan de tilbageholdte kan stilles for en militærdomstol og være beskyttet som ved en civil domstol. Modificering Der er sket en betydelig modificering af de regler, som præsidenten annoncerede 13. november. Efter al sandsynlighed vil det kræve et enstemmigt dommerpanel at dømme en anklaget til døden. Ved normale militærdomstole kræves kun to tredjedeles flertal. Der vil i visse tilfælde også være en appelmulighed. De tilbageholdte vil, hvis Bush godkender planerne, også kunne hyre private forsvarere. Anklagere og dommere kommer fra den amerikanske generalauditørs kontor. »Det er folk, der er stolte af at have udviklet et militært straffesystem, der giver tiltalte lige så stor og under tiden større beskyttelse end i en almindelig retssal«, siger Ruth Wedgwood, der er ekspert i international ret ved Yale University. Flugtsikkert Det har spillet ind i den amerikanske regerings beslutning om at skabe en straffelejr ved Guantanamo-bugten, at stedet er så godt som flugtsikkert, og da det er cubansk jord, gælder de sædvanlige retsregler ikke. En dommer skal således ikke tage stilling til, om en tilbageholdelse er berettiget eller ej. Tom Malinowski, der er repræsentant for menneskerettighedsorganisationen Human Watch stiller spørgsmål ved, om man i længere tid kan spærre folk inde, når de ikke er dømt for noget. Men han erkender, at det ifølge international ret er muligt at tilbageholde fanger, så længe der er en krig. »Spørgsmålet er hvilken krig? Er det krigen i Afghanistan, eller den mod al-Qaeda eller krigen mod terrorismen? Den kan komme til at vare 50 år«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her