To afghanere anklaget for mordet på Afghanistans minister for luftfart og turisme er blevet anholdt i Saudi-Arabien. Afghanistans indenrigsminister, Yunus Qanooni, siger mandag til nyhedsbureauet AFP, at de to vil kunne udleveres indenfor en dag. Ministeren for turisme og luftfart, Abdul Rahman, blev sent torsdag trukket ud af et fly, der skulle flyve ham og hans familie til Indien. De første rapporter meldte, at gerningsmændene, der efterfølgende tævede ministeren ihjel, var vrede pilgrimme, som troede han ville tage deres fly til Mekka. Privat hævntogt Senere viste det sig angiveligt, at der var tale om et privat hævntogt. Tre højtrangerede regeringsfunktionærer, heraf to generaler, blev oprindeligt mistænkt for medvirken til drabet. Efterretningerne lød på, at de var undsluppet til Saudi-Arabien. Yunus Qanooni sagde mandag, at en af de eftersøgte ikke længere er mistænkt. Han undlod samtidig at navngive de to anholdte.
Mistænkte for ministermord anholdt i Saudi-Arabien
Lyt til artiklen