Jacques Chirac kom forleden til Avignon med privatfly, som det anstår sig en præsident. Han tog derfra med tog, og dét var der symbolik i. I Avignon havde han omsider erklæret sig som kandidat til sit eget embede, og en præsidentkandidat gør klogt i at vise, hvor tæt han er på ganske almindelige mennesker. Så Chirac gjorde som alle andre, lod sin Falconjet stå og kørte med toget tilbage til Paris. Det gav gode billeder i tv-aviserne. Det havde været en sensation, hvis Jacques Chirac havde sagt, at nu havde han, den 69-årige, efter 40 stormomsuste år i politik omsider fået nok. Det eneste overraskende ved hans udspil var tidspunktet. Meningsmålinger Han havde håbet på at kunne svæve over vandene, til der kun var en måneds tid tilbage inden første valgomgang 21. april. Når han allerede nu kaster sig ud i kampen, skyldes det pres fra hans nærmeste omgivelser. De var begyndt at frygte for hans chancer mod premierminister Lionel Jospin. Faretruende dyk Chirac havde i månedsvis ligget foran sin rival i meningsmålingerne. Men Jospin klæbede sig til hans baghjul, det afgørende hul fik Chirac aldrig skabt. Og for et par uger siden begyndte han at dykke faretruende. Belastende sager Måske hang det sammen med, at der endnu en gang blev røre om de mange korruptionsaffærer, hvor hans navn flittigt nævnes. Et af fortidens vidner vendte hjem efter syv års ufrivilligt eksil og truede med at ville røbe artige sager om Chiracs metoder som overborgmester i Paris. Valgkamp i gang Det bedste forsvar siges at være et angreb. Chirac benyttede et i øvrigt banalt møde med erhvervsfolk i Avignon til at meddele nationen, at han er præsidentkandidat. Og straks begyndte han at rakke sin premierminister - og udfordrer - ned. Statens autoritet er blevet svækket i Jospins regeringstid, hævdede præsidenten. Et utrygt samfund Derved anslog han et af de store temaer i valgkampen: franskmændenes fornemmelse af, at de lever i et stadig mere utrygt samfund med voksende kriminalitet. Det andet store tema er frygten for arbejdsløshed og dårlige tider. Også her fik Jospin på puklen: Hvorfor havde han ikke udnyttet de sidste fire års mageløse økonomiske vækst til at gennemføre nødvendige reformer og jævne det voksende skel mellem velhavende og fattige? Mummespil Foreløbig har præsidenten grebet initiativet. Hans premierminister fastholder, at han ikke vil erklære sig som præsidentkandidat førend efter 22. februar, når nationalforsamlingen afslutter sin valgperiode og gør klar til valg. Jospin mener, at befolkningen har krav på, at han og regeringen først gør deres arbejde færdigt. Det lyder fromt, mange mener, det er hykleri. Reelt er valgkampen jo i gang, så hvorfor dette mummespil? Som præsidentkandidat skal Chirac nu vurderes på sine gerninger, hvilke løfter holdt han, hvilke brød han? Udspillet rolle Kun hans svorne tilhængere mener, at han har præsteret det bemærkelsesværdige. Når udbyttet har været så magert, skyldes det især, at han spillede sig magten af hænde allerede efter to år i Elyséepalæet. I 1997 begik han sit livs brøler ved at udskrive valg i utide, endskønt han sad på et mageligt flertal. Nu kom venstrefløjen til fadet, anført af socialisten Lionel Jospin. Fjendskab Derved opstod den kuriøse situation, at præsidenten og 'hans' premierminister, de to mægtigste mænd i staten, skulle praktisere en form for samliv, selv om de var hinandens argeste modstandere. I begyndelsen gik det nogenlunde, men især det sidste års tid har fjendskabet været åbenlyst. Det bliver en valgkamp uden pardon fra nogen af siderne. Afviser beskyldninger Efter at være kommet med toget fra Avignon blev Jacques Chirac kørt ud til TF1, den ham venligt stemte tv-kanal, hvor han i et længere interview bl.a. fik stillet et par bløde spørgsmål om 'affærerne'. Fuld af harme afviste han enhver beskyldning om ukorrekt optræden. Og så var den potte ude. Man skal næppe vente at se den nye præsidentkandidat som gæst hos Tim Sebastian i Hard Talk i BBC.