NATO tøver med at anholde ledere

Lyt til artiklen

Verdens rampelys er i disse dage rettet mod Haag, hvor den tidligere serbiske og jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic står anklaget for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden. Men samtidig tøver NATO med at skride til aktion og anholde de bosniske serberes politiske leder under borgerkrigen, Radovan Karadzic, og militærchef Ratko Mladic, der begge er mistænkt for krigsforbrydelser. 'Vi skal først finde dem' NATO's talsmand forsikrer dog, at anholdelsen af de to stadig er højt prioriteret, men at man først skal finde dem. »Vi er stærkt besluttet på at anholde dem og vil gøre det, hvis vi får informationer om, hvor de er«, siger NATO-talsmand Yves Brodeuer. Kilde: NATO ved, hvor de er Men en NATO-kilde siger, at alliancen udmærket ved, hvor de to opholder sig. »Vi leder ikke efter dem, man ved ganske nøje, hvor både Mladic og Karadzic opholder sig, og der er kommet er klart større pres for, at de skal blive anholdt. Men det er en vanskelig balance, hvor man risikerer at skubbe Kostunica (den jugoslaviske præsident, red.) fra sig, hvis man laver en militær aktion«, siger NATO-kilden. NATO har de seneste fem år sagt mange gange, at en anholdelse af Karadzic og Mladic var på vej, uden at der er sket noget, siger Mark Wheeler, der er chef for Bosnien-kontoret i analyseinstituttet International Crisis Group (ICG). Han siger, at det kun er en del af sandheden, når NATO hævder, at de ikke kan finde de to krigsforbrydere. Sådan har man sagt i 5-6 år »NATO har sagt regelmæssigt de sidste 5-6 år, at en arrestation var lige på trapperne, uden at der er sket noget. Det er muligt at arrestere dem, men det er mere et spørgsmål om vilje end om ressourcer«, siger Mark Wheeler. Han tilføjer, at Karadzic stadig har stor indflydelse på udviklingen i Republika Srpska, den bosnisk serbiske halvdel af Bosnien, og at det blandt andet derfor er vigtigere end nogensinde at få ham bag tremmer. Og der er grund til lidt større optimisme, siger han. »Det virker, som om der er en lidt større iver efter at få ham anholdt«, siger Mark Wheeler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her