Tre indiske delstatsvalg blev indledt torsdag. Den nationale regering betragter delstatsvalgene som et pejlemærke for, om vælgernes støtte skulle være dalende. Valget får særlig opmærksomhed, fordi Indien fortsat befinder sig i en anspændt nervekrig med arvefjenden Pakistan. Valgene til de lokale lovgivende forsamlinger finder sted i Indiens befolkningsrigeste delstat Uttar Pradesh, hvor der bor 166 millioner og i to efter indiske forhold mindre delstater Manipur og Uttaranchal. Onsdag var der valg i delstaten Punjab. Popularitetstest for regeringen Valgene har ikke direkte betydning for den nationale indiske regering, men især valget i Indiens største og derfor politisk mest betydningsfulde delstat Uttar Pradesh ses som en popularitetstest for Indiens regering. Situationen ser ikke for lys ud for premierminister Atal Behari Vajpayees store regeringskoalition. Vajpayees hindu-nationalistiske BJP parti kontrollerer i øjeblikket Uttar Pradesh delstatsparlament. Men meningsmålinger viser, at partiet risikerer ikke bare at miste magten men også positionen som største parti, hvor det rivaliserende Samajwadi parti truer. Hans koalition i den nationale regering er i øjeblikket stabil, men den består af mange fraktioner. Et dårligt resultat for BJP i Uttar Pradesh kunne overbevise nogle af de vigtige allierede i hovedstaden New Delhi om, at det er på tide at skifte hest. Dårligt valg kan svække regeringens troværdighed De fleste analytikere er dog enige om, at BJP nok skal beholde grebet om regeringen i New Delhi uanset resultaterne i delstaten. Men et dårligt valgresultat vil svække troværdigheden for premierminister Vajpayees fortsatte konfrontation med Pakistan. Selve valghandlingerne i Uttar Pradesh afholdes forskudt over tre dage for ikke at belaste sikkerhedssystemet over evne i delstaten, der har 100 millioner stemmeberettigede vælgere. Optællingen af stemmerne i de fire delstater indledes 24. februar.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























