Forholdet mellem EU og USA nåede lørdag et nyt lavpunkt, da EU's udenrigskommissær, englænderen Chris Patten, i den engelske avis The Guardian rettede et voldsomt angreb mod den amerikanske udenrigspolitik. Det er ikke mindst USA's præsident George W. Bushs tale om en ondskabens akse bestående af Iran, Irak og Nordkorea, der har ført til diskret hosten i flere europæiske hovedstæder og som fik udenrigskommissæren til at rette en bredside mod verdens eneste supermagt. »Jeg har svært ved at tro, at der er tale om en gennemtænkt politik«, siger Chris Patten og bruger udtryk som enerådende og forsimplet om den amerikanske udenrigspolitik i kølvandet på 11. september. Udfaldet kom samme dag som EUs 15 udenrigsministre var samlet til møde i den spanske by Càseres, hvor blandt andet situationen i Mellemøsten var på dagsordenen. Chris Pattens kritik af USA blev ikke behandlet på mødet, som han selv deltog i, men bagefter fastholdt og uddybede han den, selvom han forventer, at han dermed har langtidsparkeret på øretævernes holdeplads. Egen udenrigspolitik »Jeg forventer, at jeg blandt andet vil blive angrebet af de højreorienterede aviser, der mener, at alt hvad USA gør er rigtigt«, siger kommissæren, der selv kommer fra det britiske konservative parti. Han efterlyser, at EU har modet til selv at formulere sin egen udenrigspolitik, også hvis den kommer på tværs af USA's opfattelse af verden. Men samtidig kritiserer han skarpt USA's vi alene vide-attitude. »Uanset hvor mægtig du er, selvom du er den største supermagt i verden, så kan du ikke gøre alt på egen hånd«, siger Chris Patten. Bedre forhold til Iran George W. Bush tale om en ondskabens akse har blandt andet bragt sindene i kog, fordi EU siden september har forsøgt at forbedre forholdet til Iran. En EU-delegation besøgte landet i december, og siden har EU og den iranske regering arbejdet på at indgå handels- og samarbejdsaftaler. Den amerikanske brændemærkning af de tre lande hjælper ikke på den proces, siger Chris Patten. »Der er mere der taler for at engagere og trække disse lande ind i det internationale samfund end der er for at lukke dem ude«, siger han. Kritikken kommer efter, at også den franske premierminister, Lionel Jospin, har været på banen med kritik af USA, som han advarer imod ikke at give efter for fristelsen til at optræde enerådende og se stort på internationalt samarbejde. EU's udenrigsministre berørte ikke forholdet til USA direkte, da de mødtes lørdag, men kom ind på det i forbindelse med situationen i Mellemøsten, hvor EU opfordrer amerikanerne til at engagere sig mere og være mindre ensidige til fordel for israelerne. Opbakning Blandt EU-kilder er det dog opfattelsen, at der i de 15 EU-lande er udbredt opbakning til Chris Pattens synspunkter, selvom der er forskel på, hvor kraftfuldt det udtrykkes. Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, tog efter udenrigsministermødet også afstand fra George W. Bushs udtalelser om ondskabens akse ved at sige, at der ikke skal udpeges syndebukke, uden at han dog ville kalde sprogbruget for uklogt. »Men sådan udtaler vi os ikke. Jeg vil ikke sige, at der er en kløft mellem EU og USA, men der er nok snare tale om forskelligt sprogbrug«, siger Per Stig Møller. Den spanske udenrigsminister, Josep Piqué, der er fungerende EU-formand, ville heller ikke kommentere Chris Pattens udtalelser direkte ,men fastslog, at EU og USA blandt andet ser forskelligt på forholdet til Iran. »Vi vil støtte reformkræfterne i Iran og åbne landet op mod resten af verden, men vi fastholder, at Iran skal bekæmpe terror og understreger, at der stadig er problemer med overholdelsen af menneskerettighederne i landet«, siger Josep Piqué.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























