Heksekraft stopper nødhjælp

Lyt til artiklen

En gruppe internationale tropelæger håber i denne uge atter at kunne besøge ofre for Afrikas mest dødelige virus, efter troen på heksekraft og politiske forviklinger i en måned har holdt dem ude af Gabons jungle. Mindst 42 mennesker er døde i Mekamboregionen i det centralafrikanske land, siden en epidemi af ebola-virussen brød ud i november sidste år. Truet af de lokale Nødhjælpsarbejdere fra blandt andre verdenssundhedsorganisationen WHO og Læger Uden Grænser forlod i januar området, fordi de følte sig truet af den lokale befolkning. Årsagen var et sammenstød mellem vestlig lægevidenskab og lokal kultur og heksekraft. Isolation De internationale læger mente, de bedst kunne stoppe epidemien ved at isolere pårørende til ofrene for ebola, der smitter ved kontakt med kropsvæsker og dræber op til 90 procent af de smittede. Lokalbefolkningen var af den stik modsatte opfattelse. De mente, at smitten skyldtes forbandelser, der kun kunne uddrives ved at begrave de afdøde med traditionelle ritualer. Det inkluderer kropslig kontakt og i nogle tilfælde udtagelse af indvolde. Raseri mod læger De lokale var derudover rasende på lægerne, fordi de forsøgte at forhindre dem i at spise abekød. Syge aber menes at have startet epidemien. Syndebuk For at fuldende den giftige atmosfære blev det internationale lægehold gjort til syndebuk for en lokal udsættelse af parlamentsvalget på grund af ebola. »Det var en eksplosiv blanding. Sygdommmen er af en karakter, der skaber meget ekstreme følelser«, siger Ewald Stals, nødhjælpskoordinator hos Læger Uden Grænser med ansvar for Gabon. Han erkender, at der blev gjort for lidt for at forstå den lokale kultur. Frygt »Ebola skaber så megen frygt, at man har en tendens til at reagere hurtigt. Og i skyndingen blev den side af problematikken overset«, siger Ewald Stals. Læger Uden Grænser trak sig i fredags ud af landet i frustration over, at organisationens kapacitet ikke blev udnyttet. Læger Uden Grænser er kendt for at være hurtig og effektiv på jorden, men også for at have relativt lidt tålmodighed, når en nødhjælpsoperation bliver forsinket af politik og kulturelle hensyn. Forhandlinger Mens verdenssundhedsorganisationen WHO og andre partnere i indsatsen mod ebola de seneste uger har forhandlet med regeringen om at vende tilbage, sendte Læger Uden Grænser derfor et hold til Mekambo for at vurdere situationen. Ekspeditionen afslørede, at de fleste forholdsregler til at tæmme epidemien stadig var på plads, men ikke blev udført helt så konsekvent, som Læger Uden Grænser gerne havde set. For ikke »at skabe yderligere provokationer« besluttede Læger Uden Grænser sig derpå for at trække sig ud af operationen, siger Ewald Stals. »Af kulturelle årsager er Gabons regering ikke begejstret for at have for stort et internationalt personale«, forklarer han. Beklagelse Ian Simpson, en talsmand for WHO, beklager Læger Uden Grænsers beslutning. »Men den vil ikke få nogen konsekvenser for vores måde at håndtere epidemien på. Vi satser på at have et hold inde igen i løbet af de næste få dage«, siger Simpson. Den danske tropelæge Ib Bygbjerg mener, at den internationale interesse for ebola er helt ude af trit med sygdommens reelle trussel. Den dræber 250 om året i gennemsnit mod de millioner, der dør af malaria. Og ebolas spredning kan bekæmpes med relativt enkle hygiejneregler. Glamoursygdom »Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor der skulle komme en udenlandsk læge ned. De kan ikke behandle sygdommen alligevel«, siger Bygbjerg, der mener, at lokale missionærlæger normalt har en langt bedre forståelse af den lokale kultur. »Men ebola er en glamour-sygdom. Det er død, det er nyt, det er dramatisk. Man får en hel presse med, når man rykker ud«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her