De kinesiske ledere viser stadig mere åbent, at de frygter social uro i kølvandet på den skærpede økonomiske konkurrence og virkningerne af medlemskabet af verdenshandelsorganisationen WTO. Fattige bønder og arbejdsløse skal have mere støtte, mener Kinas præsident, Jiang Zemin. Aviser over hele Kina bragte tirsdag præsidentens udtalelse, som han fremsatte under et møde i den øverste ledelse for få dage siden. Den 'sociale stabilitet' i fare Under mødet i politbureauets stående udvalg sagde Jiang Zemin: »Dette spørgsmål er af yderste vigtighed for den sociale stabilitet og partiets ledende position«. Truende situation på landet I begyndelsen af året begyndte regeringen at udsende alarmsignaler om »den farlige situation i landdistrikterne«. Nu retter Jiang Zemin også opmærksomheden mod de arbejdsløse i byerne. De arbejdsløse bliver stadig flere, fordi ineffektive statslige fabrikker lukkes i takt med indførelsen af markedsøkonomiske reformer. Op til 20 pct. ledige Ifølge uafhængige iagttagere er den reelle arbejdsløshed muligvis oppe på 20 procent. Højt prioriteret i reformarbejdet er udviklingen af et socialt system med dagpenge og sikringsordninger som i de vestlige lande. Problemet er her ineffektiv skatteopkrævning og korruption. Men også bøndernes situation bekymrer ledelsen. »Deres magre indtægtsgrundlag trues af kyniske og korrupte lokale ledere«, fastslog et nationalt topmøde i januar. Hård konkurrence Styret i Beijing advarer om, at stabiliteten kan blive truet, når bønderne udsættes for hård konkurrence fra udlandet efter Kinas optagelse i WTO. »Bønderne skal tjene mere og betale lavere skat og afgifter«, lyder det. Indtægterne stagnerer for mange bønder. Ifølge det nationale statistiske kontor steg bøndernes indkomster sidste år med 4 procent, mens indbyggerne i byerne oplevede en lønstigning på 8,2 procent. Indtægtskløften bliver dybere »I praksis lever bønder og byboere i to forskellige systemer, hvilket betyder, at indtægtskløften bliver stadig dybere«, skriver økonomen Hu Angang fra Beijings Qinghua-universitet i en ny bog. Han hævder, at bønderne er magtesløse og ude af stand til at påvirke situationen. For at mindske kløfterne anbefaler Hu Angang blandt andet urbanisering og øgede investeringer i det centrale og vestlige Kina. Væksten i kystområderne Målt i købekraft er den kinesiske økonomi ved at være på højde med Japans, som har været stagnerende i ti år. Kina er fortsat det udviklingsland, der tiltrækker flest private investeringer på globalt plan, men de går fortrinsvis til kystregionerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
ANALYSE
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























