Russisk bekymring over amerikanske angrebsplaner

Lyt til artiklen

Kilder i Ruslands militære efterretningstjeneste siger til dagbladet Nesavisimaja Gaseta, at USA er »i fuld sving« med at forberede angreb på Irak, og at det formentlig sker i september. Ifølge efterretningskilderne skal præsident George W. Bushs løfter om »historiens største forsvarsbevillinger« ses i lyset af, at USA er parat til at handle på trods af modstand fra Rusland samt arabiske og europæiske lande. 'Bushs trusler er stupide' Det afviser den fremtrædende politiske kommentator Vjatjeslav Nikonov imidlertid over for Politiken. »Jeg tror ikke på et angreb på Irak i nær fremtid, for USA har stadig hårdt brug for den internationale koalition, som i givet fald vil bryde sammen. Bushs trusler imod Irak, Iran og Nordkorea er simpelthen stupide, for de kan meget vel standse tilnærmelsen mellem Nord- og Sydkorea. I Iran er det vand på det konservative præsteskabs mølle imod reformkræfterne. Og når det gælder Irak, skader det ikke bare Ruslands, men alle diplomatiske bestræbelser for at få genoptaget våbeninspektionerne«. Populistisk Nikonov afviser andre russiske iagttageres udtalelser om, at Bushs løfter om forøgelse af forsvarsudgifterne ligner tilbagegreb til den kolde krig, uden at der er en anden supermagt at konkurrere med. »Det er primært populistisk indenrigspolitik. Men Bush lægger op til et gigantisk teknologisk gennembrud med hidtil usete investeringer i videnskab og teknologi. Det er selvfølgelig spil med musklerne fra verdens eneste supermagt, men ikke i særlig grad en trussel imod Rusland«. 'Relationerne er ikke tætte' Til spørgsmål om konsekvenserne for de nye tætte relationer mellem USA og Rusland, siger Nikonov: »Der er ikke tale om nye tætte relationer. Dagsordenen mellem vore to lande er så snæver som altid, kun tonen er en anden«. Ruslands ministerpræsident Mikhail Kasjanov sagde efter sit møde med Bush i mandags, at han opfordrede USAs præsident til ikke at glemme »imaginære trusler« og i stedet fremlægge »beviser« før en udvidelse af krigen imod terror. Samarbejde med uglesete stater fortsætter Ruslands udenrigsministerium understreger, at dets samarbejde med Iran, Irak og Nordkorea fortsætter og at »Rusland har sin egen liste« over slyngelstater. Den er Saudi-Arabien på for angiveligt at støtte tjetjenske oprørere. Dobbeltmoral Formanden for udenrigsudvalget i underhuset Dumaen, Dmitrij Rogosin, gentog i går, at »den vestlige dobbeltmoral« om international terrorisme også truer den internationale alliance. Her mener han vestlig modstand mod at se alle tjetjenske oprørere som terrorister. Rogosin sagde til radio Ekko Moskva, at hvis USA udvider sin krig imod terrorisme uden FNs accept »vil det styrke disbalancen mellem USA og dets europæiske samarbejdspartnere«. Nikonov afviser, at den konflikt kan bringe Rusland og Vesteuropa tættere på hinanden. Kompliceret forhold til EU »Vores relationer med EU er jo også yderst komplicerede. USA er faktisk mere åbent over for at acceptere Rusland som et markedsøkonomisk styret land, end EU er«. Dumaen har nu krævet fuld besked om indholdet af aftalerne om midlertidig udstationering af amerikanske styrker i Usbekistan, Kirgisistan og Tadsjikistan, »da de truer med at gøre USA's tilstedeværelse permant« i det, som Rusland opfatter som sin interessesfære.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her