Sagsanlæg mod Det Hvide Hus

Lyt til artiklen

I et helt uhørt juridisk opgør vil den amerikanske Kongres' budgetudvalg, som nærmest svarer til den dansk rigsrevision, lægge sag an mod Det Hvide Hus. Udvalget vil ad rettens vej få vicepræsident Dick Cheney til at udlevere dokumenter om hans og hans rådgiveres møder med den konkursramte energigigant Enron. Budgetudvalget meddelte i aftes ifølge amerikanske tv-stationer Kongressens ledelse, at det vil sagsøge Det Hvide Hus for at komme til bunds i, hvor stor indflydelse Enron har haft på det energiudvalg - med Cheney som formand - som præsident George W. Bush nedsatte sidste år for at udarbejde en energipolitik for fremtiden. Hvis Bush havde troet, at han kunne drukne al tale om forbindelsen mellem Enron og Det Hvide Hus ved ikke at nævne virksomheden i sin store tale om nationens tilstand natten til onsdag, tog han grundigt fejl. Mindre end 12 timer senere gik budgetudvalget i gang med de sidste forberedelser inden et sagsanlæg. Enrons nu afgåede direktør og bestyrelsesformand Kenneth Lay har været Bushs største enkeltbidragyder, siden han gik ind i politik. Men det, budgetudvalget i første omgang interesserer sig for, er Cheney og hans rådgiveres forhold til Enron. Cheneys folk skyede miljøaktivister, men lyttede med glæde til Enrons samt olie- og gasindustriens ønsker. Cheney kommer fra olieindustrien Cheney, som selv har en fortid i olieindustrien, og/eller hans rådgivere mødtes mindst seks gange sidste år med repræsentanter for Enron. Budgetudvalget kræver også at få navnene på alle de andre virksomhedsledere, som Cheney-udvalget kontaktede. Det Hvide Hus forsvarer sig med, at budgetudvalget ikke har krav på at få oplysningerne. Og hvis regeringen bøjer sig og udleverer informationerne, vil man i fremtiden få svært ved at få private virksomheder til at rådgive sig. I Kongressen er det især den demokratiske opposition, som presser på, men også flere menige medlemmer af Det Republikanske Parti ønsker, at lovgiverne får adgang til i hvert fald dele af materialet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her