For første gang har den amerikanske vicepræsident, Dick Cheney, sagt, at palæstinensernes leder, Yassir Arafat, var direkte involveret i forsøget på at smugle 50 tons våben til militante palæstinensere. I starten af januar opbragte israelsk militær skibet Karine A i internationalt farvand lastet med de fortrinsvis iranske våben. Den israelske regering er ikke i tvivl om, at våbnene skulle bruges af palæstinensiske militante ved attentater mod Israel. Til den amerikanske tv-station ABC sagde Cheney søndag: »Vi har netop set beviser for, at Arafat var engageret i lasten. Da Cheney blev bedt om at kommentere, at Arafat over for den amerikanske præsident, George W. Bush, har afvist at kende til våbensmuglingen, svarede Cheney: »Vi tror ikke på ham«. Amerikanske embedsmænd har hidtil signaleret, at embedsmænd fra Det Palæstinensiske Selvstyre var involveret i våbenlasten, men det er første gang, at Arafat som person sættes i forbindelse med skibet.
Cheney: Arafat var involveret i våbensmuglingen
Lyt til artiklen