Nigeria: Knap 600 menes omkommet efter eksplosioner

Lyt til artiklen

Eksplosionskatastrofen på en kaserne og et våbendepot i Nigerias største by, Lagos, har ifølge øjenvidner taget over 580 menneskeliv. Langt de fleste er ifølge de foreløbige oplysninger druknet i en kanal under panisk flugt fra området i Lagos, der søndag udviklede sig til et inferno af eksplosioner. »Jeg har talt over 580 lig. De har fjernet lig siden morgenstunden. En mand mistede sine seks børn. Han fandt dem. Nu er han selv ved at dø«, sagde Shola Odun, en typograf som mandag selv ledte efter sine børn. De mange druknede hives op af en kanal i Lagos' Isolo-område. Vidner har også berettet om druknede i bydelen Okiafa, men det endelige dødstal er endnu ikke opgjort. I forbindelse med eksplosionerne blev militærraketter sendt ud i de nærliggende beboelsesområder, hvor der udbrød panik. En enkelt raket slog ned 30 kilometer fra ulykkesstedet. Området lukket for offentligheden Tidligt mandag var folkemængder begyndt at stimle sammen foran ulykkesstedet. Ifølge øjenvidner drejede det sig primært om folk med tilknytning til kasernen, som ledte efter pårørende. Selve kaserneområdet er endnu lukket for offentligheden. Årsagen til ulykken kendes endnu ikke. Infernoet startede med en eksplosion søndag eftermiddag, hvorefter katastrofen udviklede sig. De enorme brag førte straks til mistanke om et nyt militærkup i Nigeria, men det afviste brigadegeneral George Emdin, der er chefkommanderende for Ikeja-brigraden. »Det er en ulykke, og der er ingen politiske undertoner«, sagde han og undskyldte på hærens vegne. Højspændt efter ministerdrab Spændingen har imidlertid været høj i Afrikas folkerigeste land efter det uopklarede drab for nylig på justitsminister Bola Ige i byen Ibadan. Den ulykkesramte Ikeja-brigade er hovedlager for Nigerias T-55- og Leopard-kampvogne, som er blevet brugt til fredsbevarende operationer i Liberia og Sierra Leone. Brigaden er dog også berygtet for at have spillet en hovedrolle ved adskillige kup siden det første af slagsen i 1966. Dårlig sikkerhed Derfor fortsætter kuprygterne med at svirre i landet. Både fastnet- og mobiltelefonoperatører meldte, at telefonnettene er belastet til bristepunktet. Ifølge militærtalsmanden var kasernen fuld af store bomber, og andre militærfolk sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters, at der også var klyngebomber i lageret. Talsmanden sagde, at man i adskillige år havde haft til hensigt at forbedre sikringen af våbenlageret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her