Israelske F-16-kampfly gennemførte sent fredag bombeangreb på palæstinensiske stillinger flere steder i Gazastriben i i byen Tulkarem på Vestbredden i et gengældelsesangreb for en selvmordsbombe i Tel Aviv fredag, der sårede 18 mennesker. I Gaza By blev en palæstinensisk sikkerhedsbygning beskudt i to angrebsbølger, som efterlod mindst 12 sårede, oplyser palæstinensiske hospitalskilder. De fleste af de sårede var politibetjente. Bygningen, der huser palæstinenserlederen Yasser Arafats eliteenhed Styrke 17, ligger ved siden af Arafats hovedkvarter i Gaza. I Tulkarem på Vestbredden blev en palæstinensisk sikkerhedsofficer dræbt og 40 andre såret, da et F-16-fly affyrede raketter mod en bygning, der ligger nær byens guvernørs kontor. Angrebene kommer som gengældelse for, at en palæstinensisk selvmorder fredag udløste en bombe i Tel Aviv. Det var den første selvmordsbombe mod et israelsk mål siden 2. december. Tre af de 18 sårede vurderes at være i kritisk tilstand. Den israelske hær bekræftede i en erklæring angrebene i Gazastriben og på Vestbredden. Hæren kaldte bygningen i Tulkarem for "et center for angreb mod Israel" og sagde, at gerningsmanden til fredagens selvmordsbombe kom fra Tulkarem. Om angrebet i Gaza By erklærede den israelske hær, at det var gået ud over "en garage for Styrke 17»s pansrede køretøjer". Hæren begrundede desuden angrebet i Gaza med, at det kom som svar på affyringen af tre granater ved Erez-grænseovergangen mellem det nordlige Gaza og Israel. Det Palæstinensiske Selvstyre fordømte omgående de israelske angreb. »Det palæstinensiske lederskab lægger ansvaret på (Israels premierminister) Ariel Sharon for denne alvorlige optrapning«, sagde selvstyret i en erklæring. Lederskabet, der består af Det Palæstinensiske Selvstyres regering samt den øverste komité i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), understregede, at den israelske håndtering gør det svært for selvstyret at handle.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























